Et Cabo Verde Airlines Boeing 757-200 leaset fra Icelandair. (Foto: Wikimedia Commons)

Icelandair køber Cabo Verde Airlines

Icelandair overtager aktiemajoriteten i øgruppen Kap Verdes nationale flyselskab og vil udvikle Kap Verde til et hub på linje med Island.

Icelandairs datterselskab Loftleidir Icelandic overtager Cabo Verde Airlines – det nationale flyselskab for republikken Kap Verde, der består af en række øer i Atlanterhavet 500 kilometer ud for Afrikas vestkyst.

Loftleidir Icelandic oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at Cabo Verde Airlines har accepteret det bindende købstilbud, som Loftleidir Icelandic afgav i november sidste år. Det er formelt selskabet Loftleidir Cabo Verde, der overtager 51 procent af aktierne i Cabo Verde Airlines. Loftleidir Icelandic ejer 70 procent af Loftleidir Cabo Verde, mens øvrige investorer ejer 30 procent.

”Icelandair Group mener, at der er muligheder for at opbygge virksomheden som et stærkt hub and spoke flyselskab med Cape Verde som et hub mellem kontinenter. Cabo Verde Airlines vil drage fordel af Icelandairs erfaringer og viden, da Icelandair har en lignende forretningsmodel,” hedder det i børsmeddelelsen med henvisning til Icelandairs rolle som et knudepunkt mellem Nordeuropa og Nordamerika.

Samarbejde siden 2017
Loftleidir Icelandic har siden august 2017 hjulpet Cabo Verde Airlines med at forbedre netværksplanlægning, marketing, salg, distribution samt med at gennemføre en rekonstruktion af flyflåden. Cabo Verde Airlines flåde består i dag af to Boeing 757-200, som begge er leaset fra Icelandair Group.

Kap Verde-øerne har historiske relationer til både Portugal, Brasilien og Vestafrika og har ifølge Icelandair en ideel beliggenhed for udviklingen af flyforbindelser mellem Europa og Sydamerika på den ene side og Vestafrika og Nordamerika på den anden side samt mellem Vestafrika og Europa.

Interesse for andet selskab
Icelandair også vist interesse for et andet selskab med en geografisk base midt i Atlanterhavet. Det er Azores Airlines – tidligere kendt som SATA International – der har hjemme på den portugisiske øgruppe Azorerne og har ruter til både Nordamerika og det europæiske fastland.

Ifølge medieforlydender afgav Icelandair sidste forår en officiel erklæring om sin interesse i at købe 49 procent af Azores Airlines. Siden har der dog været stille om interessen.

I slutningen af november sidste år aflyste Icelandair i sidste øjeblik et planlagt opkøb af konkurrenten WOW air.

 

Relaterede artikler:

Icelandair vil købe afrikansk flyselskab

Icelandair vil købe portugisisk flyselskab

Icelandair skal udvikle nyt trafikknudepunkt