Icelandair sætter rekord

Med mere end 300.000 passagerer blev juli måned Icelandairs bedste nogensinde.

Da juli måned ved midnat rindede ud, havde Icelandair transporteret mere end 300.000 passagerer i den forgangne måned. Det er ny rekord for det islandske selskab.

Den gamle rekord er præcis et år gammel, nemlig fra juli 2012, hvor 276.000 valgte at flyve med Icelandair. På denne tid af året har Icelandair ca. 10.000 passagerer om dagen fordelt på 62 afgange, hvilket betyder, at et fly i gennemsnit letter eller lander hver 11. minut.

Mange af de rejsende er naturligvis islændinge, der trænger til at få lidt sol og varme i Europa eller andre steder i verden. Og en stor andel af passagererne er turister til vulkanøen. Men en meget stor andel af passagererne har faktisk ikke noget andet ærinde på Island, end at de skifter fly der. Icelandair udbygger således fortsat sit koncept med at flyve transatlantisk med et flyskifte på Island. På den måde har selskabet opbygget sit eget lille mini-knudepunkt i Keflavik Lufthavnen i stil med Lufthansas knudepunkt i Frankfurt eller British Airways’ i London Heathrow.

Fire ugentlige forbindelser
Fra Keflavik er der forbindelse med Icelandair til over 20 europæiske destinationer. Og i oktober i år åbner Icelandair sin 11. nordamerikanske destination med fire ugentlige flyvninger til New Yorks Newark Lufthavn. Selskabet flyver i forvejen til New York (JFK), Boston, Washington D.C., Orlando, Minneapolis/St. Paul, Denver, Seattle, Anchorage, Halifax og Toronto – de to sidst nævnte i Canada.

Trafiktallene for Icelandair er generelt positive med en stigning på 14 procent i perioden januar – juni 2013 i forhold til samme periode sidste år. I tal valgte godt 967.000 passagerer at rejse med Icelandair til og med juni i år mod 851.000 i samme periode 2012. Det samlede passagertal for Icelandair i 2013 forventes at blive på 2,3 mio.