- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair med to Boeing 767-ruter til Skandinavien

København og Stockholm får daglig Boeing 767-betjening, når Icelandair får eksemplar nummer tre og fire af flytypen.

Icelandair’s rute mellem Reykjavik og København bliver en af de ruter, som først får glæde af at Icelandair i starten af 2017 får leveret Boeing 767-300 fly nummer tre og fire. Således vil rotationen FI204/FI205 fra 2. februar næste år blive betjent med de store Boeing 767-fly på daglig basis.

Men allerede den 12. november i år sætter Icelandair Boeing 767-300 flyet ind på flyvningerne lørdag og søndag. Tidligere havde selskabet planer om kun at gøre det på lørdage.

Langdistanceflyet bliver indsat på rutenummer FI204 med afgang fra Keflavik kl. 08.00 og ankomst i CPH kl. 12.00. Returflyvningen på FI205 finder sted kl. 13.20 med ankomst i Keflavik kl. 15.30 lokal tid.

42 procent flere
I dag betjener Icelandair ruten med de velkendte Boeing 757-200 mellemdistancefly, der har plads til 183 passagerer i en treklasses konfiguration. I Boeing 767-flyene har Icelandair derimod plads til 260 passagerer, hvilket er 42 procent flere end i 757´eren.

Icelandair modtog de to første Boeing 767-300 fly i maj i år, og i starten af 2017 får selskabet altså yderligere to fly, efter at flyene har gennemgået en omfattende kabinerenovering. De to fly skal bruges på CPH-ruten samt på ruter fra Reykjavik til Seattle og Stockholm, der fra 17. februar næste år får henholdsvis tre og fire ugentlige 767-flyvninger.

Selskabet bruger i dag de to første Boeing 767’ere på ruter til London, Amsterdam, Boston og New York samt på ad hoc-basis på andre ruter.

Åbne nye destinationer
Icelandair har i mange året sværget til kun at benytte Boeing 757-fly. Men da to af selskabets 23 Boeing 757-200 fly skulle returneres til deres ejere efter endt leasing, valgte Icelandair at erstatte fly med to større Boeing 767-300 fly.

Det giver flere fordele. For det første kan Boeing 767-300’erne som nævnt tage 260 passagerer, mens Boeing 757-200’erne i Icelandairs konfiguration kun kan tage 183 passagerer. Altså 77 ekstra sæder, svarende til en forøgelse på 42 procent. Det gør det muligt at forøge kapaciteten på populære ruter som Reykjavik – New York uden at det kræver flere landingstilladelser.

For det andet har Boeing 767-300 længere rækkevidde. Det gør det muligt for Icelandair at åbne nye destinationer, som det ikke var muligt at nå fra Reykjavik med Boeing 757-200’erne og selskabets ene Boeing 757-300.

 

Relaterede artikler:

Flere Boeing 767-fly til Icelandair

Icelandair med Boeing 767 til CPH

Icelandair med Boeing 767 til 10 destinationer

Icelandair Boeing 767 i luften for Saudia

Icelandair får større fly