- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair udnævner ny koncernchef

Efter tre måneder som midlertidig koncernchef er Icelandairs tidligere finansdirektør udnævnt som permanent koncernchef for selskabet.

Bestyrelsen for Icelandair Group har udnævnt Bogi Nils Bogason til ny koncernchef for selskabet.

Den tidligere finansdirektør i Icelandair gennem 10 år overtog i slutningen af august midlertidig posten som koncernchef efter Björgólfur Jóhannsson, der fratrådte på baggrund af Icelandairs dårlige resultater i år.

Bestyrelsen for Icelandair Group har siden søgt efter en ny koncernchef med hjælp fra Capacent på Island og det globale executive search konsulentfirma Spencer Stuart.

”Vi var glade for at se, hvor mange højt kvalificerede personer, både islandske og udenlandske, der viste interesse for jobbet. Det er bestyrelsens endelige konklusion, at Bogi Nils Bogason er den mest kvalificerede person til jobbet. Han kender virksomheden, har en klar vision og er velegnet til at lede virksomheden gennem nye tider,” siger Úlfar Steindórsson, bestyrelsesformand for Icelandair Group.

En turbulent tid for Icelandair
Bogi Nils Bogason indtager posten som permanent koncernchef midt i en turbulent tid for Icelandair. For blot få dage siden aflyste Icelandair i sidste øjeblik den planlagte overtagelse af konkurrenten WOW air, da det angiveligt ikke var muligt at få Icelandairs långivere til at acceptere købet af konkurrenten.

Officielt blev handlen aflyst på grund af, at det ikke var muligt at opfylde samtlige betingelser omkring handelen inden den ekstraordinære generalforsamling den 30. november.

Blot 12 timer senere kunne den amerikanske kapitalfond Indigo Partners meddele, at det havde indgået en aftale med WOW air om at investere i det islandske lavprisflyselskab. Aftalen indebærer, at WOW airs ejer og administrerende direktør Skuli Mogensen fortsat vil være hovedinvestor i selskabet, når transaktionen er afsluttet.

Finansdirektør siden 2008
Bogi Nils Bogason har været finansdirektør i Icelandair Group siden oktober 2008. Tidligere var han Chief Financial Officer i Askar Capital fra 2007 til 2008 og Chief Financial Officer i Icelandic Group fra 2004 til 2006. Han var revisor og partner i KPMG Island fra 1993 til 2004.

Bogason er født i 1969 og uddannet i Business Administration fra universitetet i Island, ligesom han er en certificeret revisor. Han er gift med sygeplejerske Björk Unnarsdóttir, og sammen har de tre børn.

 

Relaterede artikler:

Icelandair aflyser købet af WOW air

Icelandair styrer mod underskud

WOW air reddet af amerikansk kapitalfond