ID-kontrol forstyrrer jyske rejsende fra CPH

Som følge af ID-kontrol af passagerer på togrejser til Sverige, kører togene fra Jylland, Fyn og Sjælland fra den 4. januar ikke til stationen i Københavns Lufthavn.

DSB, Sund & Bælt samt Københavns Lufthavn har i fællesskab fået en udfordring efter at de svenske myndigheder med virkning fra den 4. januar 2016 har indført ID-kontrol af alle passagerer på togrejser til Sverige.

ID-kontrollen kommer til at foregå ved spor 1 på stationen i Københavns Lufthavn, men det har samtidig konsekvenser for de rejsende, der kommer med tog fra Jylland, Fyn og det øvrige Sjælland. Togene kører fra den 4. januar ikke direkte til Københavns Lufthavn, men der skal i stedet skiftes tog på Københavns Hovedbanegård eller det vil være muligt at skifte til metro på Nørreport Station.

Der vil således kun køre Øresundstog til lufthavnen.

Dermed forlænges rejsen for de passagerer, der skal ud i verden med fly fra Københavns Lufthavn, og som havde forventet at kunne køre direkte med tog til lufthavnen.

“Disse passagerer skal forvente lidt ekstra rejsetid, så det vil være en god idé at tjekke det med DSB eller på Rejseplanen,“ siger senior kommunikationsrådgiver Lars Lemche fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk. Lufthavnen melder hus forbi omkring alle andre spørgsmål, da det er en opgave, som DSB i samarbejde med Sund & Bælt har påtaget sig.

32 daglige tog uden lufthavnsforbindelse
Men de passagerer, der sidder i et tog fra Jylland eller Fyn for at skulle flyve ud i verden fra CPH, har nok ikke den store interesse i, om det er DSB, Københavns Lufthavne eller Sund & Bælt, der har ansvaret for at informere om de ændrede rejsemuligheder.

Faktum er, at 32 gange i døgnet ankommer IC-tog og InterCityLyn-tog til Københavns Lufthavn. Lige fra kl. 06.01 om morgenen, hvor de første passagerer er stået på i Odense kl. 03.47 frem til kl. 04.36, der ankommer med de passagerer, der aftenen i forvejen forlod Frederikshavn kl. 21.35 og Aalborg kl. 23.07 for at kunne ankomme ved halvfemtiden om morgenen på spor 2 i stationen på Københavns Lufthavn.

Disse rejsende skal således påregne et skifte på Københavns Hovedbanegård. Her anbefaler DSB mindst seks minutters skiftetid, og vælger man at skifte fra tog til metro på Nørreport Station, skal der påregnes mindst fire minutters skiftetid.

Det er endnu usikkert, hvor længe, at de svenske myndigheder vil opretholde den særlige ID-kontrol. DSB meddeler, at hvis ordningen varer længere end en måned, vil man overveje at opkræve et gebyr for togrejser til Sverige for at få dækket de ekstraordinære omkostninger til kontrollen.