SAS-fly i Aarhus Lufthavn.. (Arkivfoto: Aarhus Airport | PR)

Indenrigsflugt fra Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn har i årets første kvartal mistet hver 10. indenrigspassager. Til gengæld er der flot vækst i udenrigstrafikken.

I 2015 nåede Aarhus Lufthavn det hidtidige lavpunkt, da antallet af årlige indenrigspassagerer faldt til under 200.000. I alt rejste 198.098 passagerer igennem terminalen i den østjyske lufthavn. Noget kan dog tyde på, at det frie fald vil fortsætte lidt endnu.

I årets tre første måneder er der optalt 44.220 indenrigsrejsende mod 49.225 i samme periode sidste år. Det er en tilbagegang på 10,2 procent svarende til helt præcist 5.005 færre passagerer.

Der vil dog i et vist omfang være tale om forskydninger i forbindelse med, at påsken i år faldt i marts måned, således at noget af det tabte kan indhentes i april måned. Men facit er stadigvæk, at der har været tilbagegang i hver eneste af de første tre måneder i 2016.

“Vores indenrigsrute hænger meget sammen med erhvervs-segmentet, og her har der været en uges ferie i marts, hvorfor en stor del af forklaringen på tilbagegangen ligger her,” siger Aarhus Lufthavns administrerende direktør, Peter Høgsberg, til CHECK-IN.dk.

På indenrigsruten mellem Aarhus og København vil SAS i sommertrafikprogrammet udbyde op til otte hverdagsafgange og totalt 45 afgange ugentligt. Til sammenligning er der op imod 40 ugentlige afgange mellem Karup og København, hvor der kan ventes omkring 150.000 indenrigspassagerer i 2016.

Tilfreds lufthavnsdirektør
Mens indenrigsfaldet fortsætter har lufthavnen fået sat en prop i hullet, hvad angår den negative udvikling i udenrigsrutetrafikken. SAS åbnede i efteråret en rute til Stockholm-Arlanda, og det har været med til at skabe betydelig fremgang i udenrigsrute-segmentet.

Således var der i årets første kvartal 33.648 udenrigsrejsende mod 24.493 i samme periode året før. Det svarer til en nettotilvækst på 9.155 passagerer, hvilket stort set kommer fra den nye Stockholm-rute, der i gennemsnit har haft 3.000 månedlige passagerer siden starten i slutningen af oktober sidste år.

“Udenrigsruterne har vist en flot fremgang, og samlet set er vi godt tilfredse med i alle lufthavnens segmenter at have haft omkring 4.400 flere passagerer i første kvartal i forhold til samme kvartal sidste år,” siger Peter Høgsberg.

SAS har annonceret en ny sæsonrute fra Aarhus Lufthavn til Palma de Mallorca med en ugentlig afgang i perioden fra 27. juni til den 8. august. Samlet vil SAS udbyde 2.352 sæder på ruten, der vil blive betjent med Airbus A320-fly med plads til 168 passagerer.