Aalborg Lufthavns terminalbygning i aftenbelysning. (Foto: Aalborg Lufthavn)

Indenrigstrafikken trak rekorden hjem i Aalborg

Stærk vækst i indenrigs- og chartertrafikken gav Aalborg Lufthavn passagerrekord i 2016. Lufthavnen håber at vende nedgangen i udenrigstrafikken i 2017.

Udenrigstrafikken har tiltrukket sig megen opmærksomhed i Aalborg Lufthavn de senere år. Men det var den store mængde indenrigstrafik og en god vækst i chartertrafikken, der trak læsset i 2016 og sikrede Aalborg Lufthavn sit bedste år nogensinde med 1.520.987 passagerer. Det er en fremgang på 4,4 procent i forhold til året før og første gang lufthavnen nord for Limfjorden kommer over 1,5 mio. passagerer på et kalenderår.

Chartertrafikken voksede procentvis mest i 2016, idet 266.602 passagerer rejste afsted på charterferie i år mod 236.241 i 2015 – en stigning på 12,9 procent. Indenrigstrafikken gik frem med 8,8 procent, da 886.818 rejste mellem Aalborg og København i 2016. Til gengæld måtte Aalborg Lufthavn notere en tilbagegang i udenrigstrafikken på 9,2 procent i forhold til 2015. Således fløj 367.567 til og fra Aalborg lufthavn i 2016, hvor antallet var 404.881 året før.

Fundet fodfæste igen
Da indenrigstrafikken udgør 58 procent af passagermængden, så er det naturligvis afgørende for den kommunalt ejede lufthavn, at flyruten til og fra hovedstaden udvikler sig positivt. Efter et sløjt 2015 er der da også glæde i Aalborg Lufthavn over, at ruten i 2016 for alvor har fundet fodfæste igen og stabilt følger den opadgående tendens i det danske erhvervsliv.

”Fjorten måneder i træk har indenrigstrafikken mellem Aalborg og København vist fremgang. Det har givet et år med ekstraordinær vækst i indenrigstrafikken, hvor SAS og Norwegian konkurrerer på prisen, og derved skaber flere rejsende til København. Oveni dette er danskernes rejselyst stadig upåvirket stigende, som også kan ses på det høje antal charterrejsende i 2016,” siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

Skruer markant op
2016 har ganske vist også budt på udfordringer, og især på udenrigsområdet, da Lufthansa og Turkish Airlines har set sig nødsaget til at lukke deres ruter til henholdsvis Frankfurt og Istanbul.

”Det er selvfølgelig et tab for Aalborg Lufthavn, at interne udfordringer i Lufthansa og Turkish Airlines har forårsaget nedskæringer og rutelukninger verden over, hvor Aalborg Lufthavn desværre blev ramt. Dette skete til trods for en god belægningsprocent for begge selskaber, hvorfor vi forventeligt går ud af 2016 med en tilbagegang på udenrigsområdet. En positiv opvejende faktor har dog været et stigende antal rejsende til de spanske destinationer, som minimerer tilbagegangen – og dertil giver blandt andet SAS’ kommende seks ugentlige afgange til Oslo store forventninger til udenrigstrafikken i 2017,” siger Søren Svendsen.

Den største udenrigsrute fra Aalborg er KLM-ruten til Amsterdam, hvis popularitet resulterede i en fjerde daglig afgang fra ultimo marts 2016. Derudover har den stigende efterspørgsel på de spanske destinationer fået Norwegian til at gøre Alicante til en helårsrute og øge antallet af afgange til Malaga. Denne udvikling fortsætter ind i det nye år, da Primera Air skruer markant op for antallet af ugentlige afgange til Malaga og Mallorca.

Løfter vigtigt marked
I det hele taget ser 2017 meget lovende ud, påpeger Søren Svendsen. Ikke mindst for udenrigstrafikken, der bliver løftet af i alt seks ugentlige afgange til Malaga med Norwegian og Primera Air, fire ugentlige afgange til Mallorca og op til 17 ugentlige afgange til Oslo med SAS og British Airways. Derudover åbner det tysk-tyrkiske flyselskab, SunExpress, en direkte rute til Antalya med to ugentlige afgange i højsæsonen.

”SunExpress løfter et vigtigt marked efter Turkish Airlines, som er meget glædeligt for specielt de mange nordjyder, der har sommerhus i Tyrkiet. Med de mange udenrigsafgange til populære rejsemål og gode charterdestinationer på programmet, går vi derfor et godt år i møde,” siger Søren Svendsen.

I slutningen af 2016 vedtog Folketinget desuden, at lufthavnen skal have direkte togforbindelse fra 2020. Forbindelsen vil koble Aalborg Lufthavn til det nationale jernbanenet og fremme den danske infrastruktur med forbedret tilgængelighed for blandt andet østjyderne.

 

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn runder 1,5 million i dag

Hver fjerde udenrigspassager forsvundet i Aalborg

Rekordernes år i Aalborg

Lufthansa lukker ned i Aalborg Lufthavn