Indisk luftfart i alvorlig krise

Indisk luftfart er ramt af en alvorlig krise. Center for Asia Pacific Aviation forudser et samlet tab blandt de indiske luftfartsselskaber på over 16 milliarder kroner i indeværende regnskabsår. Især landets tredjestørste selskab, Kingfisher Airlines, er hårdt ramt.

Det er verdens to folkerigeste lande, og de ligger lige op ad hinanden.

Men hvor Kinas luftfartsselskaber stormer, frem befinder indisk luftfart sig midt i en alvorlig krise.

Ifølge flere analytikere har høje brændstofpriser, indædt konkurrence og store tab skabt så meget turbulens, at den indiske luftfartsbranche nærmer sig et kritisk punkt, hvor selskaber kan gå konkurs.

Krisen er centreret omkring Kingfisher Airlines, der ejes af milliardæren Vijay Mallya. Det kriseramte selskab har aflyst en lang række ruter i et forsøg på at genvinde finansiel stabilitet. Det skriver avisen The China Post.

Kingfisher Airlines er faldet tilbage fra en 2. plads til en 3. plads blandt de indiske luftfartsselskaber målt på markedsandel og fordoblede i det seneste kvartal sit underskud.

De seks største luftfartsselskaber i Indien er Air India,Jet Airlines,Kingfisher Airlines, Indigo, Go ogSpice Jet. Og med undtagelse af lavprisflyselskabet IndiGo har alle seks præsenteret store tab i deres seneste kvartalsregnskaber som følge af faldende yield og høje brændstofomkostninger.

IndiGo har formået at navigere i stormen ved at have en stram omkostningsstyring, og det indiske lavprisflyselskab vil seksdoble sin flåde fra de nuværende 46 fly til 275 enheder i 2025.

Samlet tab på over 16 miliarder kroner

Center for Asia Pacific Aviation (CAPA) forudser et samlet tab på $2,5-3 milliarder for de indiske luftfartsselskaber i deres indeværende regnskabsår, der afsluttes i marts 2012. Det svarer til et tab på op imod 16,5 milliarder danske kroner.

Med 1,2 milliarder indbyggere og en forventet årlig vækst på 15-20procent burde den indiske luftfartssektor ellers være en succeshistorie, men netop væksten har været et problem.

Ifølge flere eksperter har man ekspanderet for meget og for hurtigt, og hos PricewaterhouseCoopers India siger luftfartssekspert Dhiraj Mathur, at Indiens luftfartskal have løst sine grundlæggende problemer med dårliginfrastruktur og høje lufthavnsafgifter.

En mulig redning for de underskudsgivende selskaber kan blive et nyt lovindgreb, hvor regeringen overvejer at tillade udenlandske ejerandele i de indiske luftfartsselskaber, der således kan få tilført tiltrængt kapital.