Den ene af Garuda Indonesia's to tilbageværende Boeing 747-400 fly. Foto: Dmitriy Pichugin / Wikimedia Commons.

Indonesere lynpensionerer ikonisk fly

Garuda Indonesia har besluttet at sende sine sidste Boeing 747-400 fly på pension. Det har fem andre selskaber også gjort det seneste år.

Flyselskaber verden over har i øjeblikket travlt med at sende Boeing 747-400 jumbojet-fly på pension og lade det ikoniske fire-motorede fly erstatte af to-motorede mere ordinære fly.

Det seneste selskab til at sige farvel til Boeing 747-400 er Garuda Indonesia, der har besluttet at gennemføre en lynpensionering af selskabets sidste to jumbojets. Således forventes Garuda Indonesia at gennemføre sin sidste jumbojet-flyvning lørdag den 22. april på indenrigsruten mellem Indonesiens hovedstad Jakarta og landets femtestørste by Makassar. Ruten vil herefter blive betjent med Airbus A330-300.

Det seneste år har Air France, Cathay Pacific, United Airlines, Delta Air Lines og taiwanesiske EVA Air annonceret, at det er slut med Boeing 747-400.

Air France og Cathay Pacific vinkede farvel til flyene i henholdsvis januar og oktober sidste år, mens jumbojetterne forlader United Airlines og Delta Air Lines i fjerde kvartal i år. For United Airlines’ vedkommende er det et år tidligere end oprindeligt planlagt.

Hos Eva Air ventes sidste flyvning med jumbojetten at finde sted på rutenummer BR721 den 18. august fra Shanghai-Hongqiao til Taipei.

Tre øverste pladser
I Europa er der blot syv flyselskaber tilbage, der beskæftiger Boeing 747-fly i passagerudgaven. Det er først og fremmest British Airways, Lufthansa, KLM og Virgin Atlantic. Herudover har franske Corsair, spanske Wamos Air og russiske Rossiya stadig jumbojets i flåden.

Når United forsvinder fra pladsen som verdens næststørste operatør af flytypen, så vil British Airways, KLM og Lufthansa sidde på de tre øverste pladser med henholdsvis 39, 20 og 13 eksemplarer.

Når flyene hos Eva Air, Garuda Indonesia, United Airlines og Delta Air Lines har fløjet deres sidste ture vil der være omkring 160 Boeing 747-400 i passagerversionen tilbage. Dertil kommer knap 200 i fragtversionen samt 32 eksemplarer af den nye Boeing 747-8 i passagerversion og 64 i fragtudgaven.

Slet ikke produceres længere
Boeing har tidligere meddelt, at man planlægger at skrue tempoet for 747-produktionen ned fra i dag et fly om måneden til et halvt fly per måned fra september 2019. Men Boeing meddelte i juli sidste år, at man meget vel kan tænke sig, at jumbojetten i en nær fremtid slet ikke længere skal produceres.

Den amerikanske flyproducent har haft særdeles svært ved at sælge den nye 747-8 version. Fragtflyselskaber verden over har taget flyet til sig. Men på passagersiden har det knebet med at få flyselskaberne til at hoppe med på vognen og kaste deres kærlighed på det fly, som ellers tidligere var kronjuvelen hos langt de fleste flyselskaber med respekt for sig selv. Kun Lufthansa, Korean Air og ganske få andre har købt Boeing 747-8i.

 

 

Relaterede artikler:

Fremrykker pensionering af Boeing 747

Næststørste Boeing 747-operatør pensionerer fly i 2017

Endnu et flyselskab udfaser Boeing 747

Air France tager afsked med Boeing 747

Boeing 747-400 prototype på museum

Første Boeing 747-400 på museum