- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ingen Boeing 737MAX til København i år

Norwegian vil introducere de nye Boeing 737MAX-fly på ruter fra Storbritannien, Irland og Norge. Der kommer ikke MAX-fly til København i år

Hver gang, der kommer en ny flytype på markedet, oplever man et kapløb mellem lufthavnene om at være blandt de første, der kan præsentere flytypen for personalet, passagerer, presse og andre interesserede.

Sådan har det været med Boeings 787 Dreamliner-fly, med Airbus A380, Airbus A350-900 og senest også med Airbus A320neo. Inden længe skal Boeing 737MAX præsenteres i lufthavne over hele verden, og Norwegian er europæisk lanceringskunde på en af varianterne. Desværre må danskerne belave sig med lidt tålmodighed, da MAX´en først forventes at komme til Danmark i 2018. Så kan det til gengæld være, at det både bliver København, Billund og Aalborg, der får besøg af de nye mellemdistancefly.

“På nuværende tidspunkt har Norwegian ikke planlagt nogen flyvninger med Boeing 737MAX til Danmark, så vi kan endnu ikke sige, hvornår flyet for første gang kommer til landet,” siger Daniel Kirchhoff, der er Norwegians informationschef i Danmark, til CHECK-IN.dk.

MAX´en skal dog allerede debutere i Europa om tre måneder. Den 15. juni åbner ruter fra Edinburgh til tre østkystlufthavne i USA. Der er tale om Stewart International Airport, Providence Airport samt Bradley International Airport. Fra Belfast i Nordirland samt fra Dublin og Shannon starter Norwegian den 1. juli op med to ruter til henholdsvis Stewart International og Providence, mens den første transatlantiske rute fra Cork åbner samme dag med Providence som destination.

“Norwegian er europæisk lanceringskunde på Boeing 737MAX, og vi ser frem til at inkludere denne splinternye flytype i Norwegian-familien. Flyet vil eksempelvis give os mulighed for at tilbyde nye interkontinentale ruter mellem mindre lufthavne i Europa og USA til attraktive priser. Dette er både godt nyt for de rejsende, men også for den øgede værdiskabelse på begge kontinenter igennem øget turisme og dermed etablering af nye arbejdspladser,” siger informationschefen.

Prøv MAX´en for under 1.000 kroner
Det bliver ikke alene De Britiske Øer, der får glæde af MAX´en i løbet af 2017. Den 2. juli åbner Norwegian således en rute mellem Bergen og Providence Airport nær Boston, og dagen efter bliver der ruteindvielse fra Bergen til Stewart International, som Norwegian har valgt at kalde for en New York-lufthavn. Dermed kan Norwegian høste erfaringer fra de såkaldt “secondary to secondary” ruter, inden konceptet skal udrulles i flere andre regionale lufthavne i det nordlige Europa.

Hvis man som flyentusiast vil prøve en flyvning med Boeing 737MAX, behøver man ikke at rejse over Atlanten eller vente til næste år, når flyet forventes at komme til Danmark. Norwegian indsætter faktisk det moderne mellemdistancefly på den daglige afgang mellem Oslo og Edinburgh allerede fra den 1. juni i år. Flytypen, der har fået IATA-koden “7M8” vil være tilgængelig på afgangen D81641 og D81640, og prisen for en returbillet ligger på 997 norske kroner, eller hvad der svarer til omkring 815 danske kroner.

 

Relaterede artikler:

Norwegian lancerer tre nye USA-destinationer

Norwegian udskyder USA-rute fra Aalborg

Boeing 737MAX til Billund Lufthavn i 2018

Kjos: Boeing 737MAX på tynde langruter

Første flyvning med Boeing 737 MAX