Ingen evakuering af chartergæster i Egypten

Udenrigsministeriet fraråder rejser til turistområderne langs Rødehavet og Aqababugten i Egypten. Det får charterselskaberne til at aflyse alle afgange. Men gæster, der er i Egypten, evakueres ikke.

De tre største danske charterrejsearrangører, Spies, Star Tour og Apollo, har alle valgt at stoppe for rejser til Egypten.

Det sker efter at Udenrigsministeriet onsdag aften opdaterede sin rejsevejledning for det uroplagede land. Ministeriet tilføjede sætningen: ”Udenrigsministeriet fraråder nu også ikke-nødvendige rejser til turistområderne langs Rødehavet (herunder Hurghada) og Aqababugten (herunder Sharm el-Sheikh og Taba).”

Chartergæster, der allerede er i turistområderne langs Rødehavet og Aqababugten, bliver ikke evakueret, men kommer hjem som planlagt.

”Vi har omkring 150 danskere i Hurghada-området. De kommer hjem på mandag. Samtidig har vi aflyst alle afgange til Egypten frem til 27. august,” forklarer kommunikationschef Rikke Koks Andreassen fra Apollo til CHECK-IN.dk.

Ikke nødvendigt
Heller ikke hos Star Tour kaster man sig ud i en storstilet evakuering, men stopper med at sende flere danskere afsted.

”På mandag har vi alle vores omkring 200 gæster hjemme i København og Billund. Udenrigsministeriet skønner ikke det er nødvendigt med en egentlig evakuering,” siger salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, til CHECK-IN.dk.

Star Tour stopper for Egyptens-rejser i resten af sommersæsonen frem til starten af oktober. Det betyder at omkring 1400 gæster tilbydes alternative rejsemål.

Spies har 196 gæster i Egypten, som også kommer hjem når deres ferie slutter. Heller ikke Spies sender flere gæster afsted lige foreløbig.

Atlantis Rejser, der er specialiseret i Egypten og kun sælger rejser til lige netop det land, har 700 gæster afsted. De kommer hjem som planlagt henover weekenden. Atlantis Rejser sender lige foreløbig ikke flere afsted.