Ingen julefly fra Tokyo til København

SAS-passagerer kommer til at spejde langt efter juleflyet fra Tokyo til København. SAS har valgt at tilbyde afgangen den 24. december som specialflyvning for japanske turister til Lapland.

De mange skandinaver, der arbejder i Japan, skal forlade Tokyo tirsdag den 22. december, hvis de vil rejse med SAS og være sikker på, at kunne være hjemme til juleaften.

SAS har nemlig valgt den 24. december at tilbyde rutenummer SK984 til japanske turister, der kan flyve direkte fra Tokyo-Narita til Kiruna i svenske Lapland. Denne rute flyver normalt mellem Tokyo og København med afgang fra Tokyo kl. 12.30 og med ankomst i København samme dag kl. 16.05.

Da København-Tokyo ruten i vinterhalvåret ikke har afgange fra Tokyo om onsdagen, skal der således planlægges efter den 22. december som sidste mulighed for at flyve direkte med SAS hjem til Skandinavien.

Et mindre antal passagerer ombooket
At SAS vælger at omlægge Tokyo-København ruten på udvalgte dage i vintertrafikprogrammet er ikke noget nyt. Der er blot sjældent, at det sker på en juleaftensdag. Sidste gang det skete var i 2012, hvor SAS havde valgt den 23. december til at flyve japanere til Kiruna.

Lørdag den 6. februar 2016 har SAS igen omlagt tidtabellen, men denne gang hedder destinationen Evenes, der ligger langt oppe nordpå i det norske Lapland.

SAS oplyser, at man har ombooket et mindre antal passagerer, der allerede havde købt billet til de pågældende afgange.

I sommertrafikprogrammet har SAS ofte ændret rutetidtabellen, så der er blevet plads til specialflyvninger til Bergen.