(Foto: Morten Lund Madsen)

Ingen julegave til SAS-Museet

Omkostningerne ved at udstille et MD80-fly udenfor SAS-Museet i Oslo er for store. Derfor må museet foreløbigt se langt efter den julegave, som man var stillet i udsigt. Men SAS har ikke opgivet at bevare flyet på et museum.

Den 30. april 1991 blev et splinternyt McDonnell Douglas MD-82 fly leveret til SAS. Flyet fik navnet Nora Viking og fløj indtil udgangen af oktober måned i år hos SAS under registreringen SE-DIR.

Da flyet blev taget ud af drift efter den sidste tur den 26. oktober, luftede SAS planerne om, at flyet permanent skulle have en placering ved SAS-Museet i Gardermoen ved Oslo. Hos SAS Museet tog man forskud på julegaven og kunne den 3. november opdatere følgende på hjemmesiden:

“SAS Museet får nu sig egen MD-80, som skal udstilles i tilknytning til museet på Gardermoen. Gaven er givet af SAS, og flyet (SE-DIR) havde sin sidste landing på Gardermoen i slutningen af oktober. Nu skal flyet gennemgå tekniske ændringer og forberedes til at skulle stå udendørs ved museet.“

Men nu er julegaven til museet tilsyneladende trukket tilbage, da omkostningerne for SAS samt de praktiske udfordringer for Oslo Lufthavn vil blive for omfattende.

“Det var en meget dyr løsning for ombygningen. Man kan ikke forvente, at Oslo Lufthavn vil bidrage med det, eller at SAS vil investere i det. Men det betyder ikke, at løsningen er skrinlagt,“ understreger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Arbejder på andre løsninger
At løsningen ikke i første omgang kan etableres ved SAS Museet i Oslo betyder ikke, at SE-DIR er på vej til Delta Air Lines i USA, som det har været tilfældet med de øvrige MD80-fly fra SAS, der blev udfaset i løbet af 2013.

“Delta Air Lines er den mest nærliggende aftager til en MD80´er. Men der er ikke truffet en endelig beslutning. Vi arbejder stadig med museumsløsninger,“ understreger pressechefen.

SAS Museet i Oslo blev åbnet i 2003, men blev oprindeligt etableret ved den gamle Fornebu-lufthavn i 1989 som et virksomhedsmuseum for ansatte og pensionerede medarbejdere. Museets samlinger omfatter både Scandinavian Airlines, ABA, DDL og DNL. Museet ledes af en bestyrelse, der har repræsentanter fra SAS-koncernen samt medarbejdere fra det historiske arkiv i alle tre skandinaviske lande.

Det er ikke fremmed for SAS at sende udtjente fly på museum. På Danmarks Tekniske Museum i Helsingør står et Caravelle III fly, som oprindeligt blev leveret til SAS den 30. juli 1958. Flyet hedder Ulf Viking og fløj i alt 29.845 timer med 30.004 landinger, indtil SAS tog det ud af drift den 21. august 1974.