Ingen krav på økonomisk kompensation fra Egyptair

Rejsende passagerer med Egyptair fra Cairo til København er umiddelbart skidt stillet i forhold til en økonomisk kompensation, efter at Egyptair, der har en codeshare-aftale med SAS, måtte aflyse selskabets planlagte afgang fra Cairo til København søndag den 30 januar og i øvrigt flyver uregelmæssigt i øjeblikket.

Søndag eftermiddag skulle et Egyptair-fly af typen Boeing 737-800 have lettet fra Cairo med kurs mod København. Men p,g.a. de tiltagende uroligheder i hovedstaden Cairo og Egypten generelt blev den planlagte afgang aflyst og i stedet gennemført mandag med en forsinkelse på omkring 24 timer.

Forsinkelsen har betydet, at de berørte passagerer har haft ekstra rejseomkostninger i forbindelse med en ekstra overnatning og forplejning, og ofte kan aflyste flyafgange udløse en økonomisk kompensation til de berørte passagerer.

Men i det konkrete tilfælde er passagererne ikke berettiget til en økonomisk kompensation, eftersom Egyptair, der skulle have gennemført den planlagte afgang, ikke er omfattet af EU-forordningen 261/2004, der giver passagerermulighed foren økonomisk kompensation på mellem 250-400 euro, hvis en aflyst flyafgang ikke er varslet mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt.

Den omtalte EU-forordnings regler gælder dog kun passagerer, der rejser med et EU-luftfartsselskab til Europa og altså ikke Egyptair i det konkrete tilfælde.For rejser med afgang fra en EU-lufthavn forholder det sig anderledes, idet alle luftfartsselskaber – uanset nationalitet – er omfattet. Men lige nu går passagerstrømmen fra Egypten til Europa, og ikke omvendt.

SAS uden for ansvar

Fuldmægtig hos Statens Luftfartsvæsen/Trafikstyrelsen Christina Domenici slår fast over for CHECK-IN.dk, at det udelukkende er operatøren, i det her tilfælde Egyptair, der har det fulde ansvar for forplejning i forbindelse med forsinkelser. Hun påpeger samtidig, at der er i orden, at afgangen blev markedsført som en SK-flyvning (SAS-afgang), selv om det var Egyptair, der gennemførte flyvningen.

Ifølge Montrealkonventionen, som Egyptair tilsluttede sig i 2005, er udgangspunktet, at ved en forsinket flyafgang kan de berørte passagerer påberåbe at få dækket økonomiske tab, med mindre at luftfartsselskabet kan bevise, at det har gjort, hvad det kunne for at tage hånd om passagererne såsom overnatning og forplejning. Men dette er ikke en garanti for at få dækket ekstra rejseomkostninger som passager.

”Vi vil ikke udelukke, at man som passager kan hente penge hjem, men det bygger på en konkret vurdering af, hvad luftfartsselskabet har gjort for at tage hånd om de enkelte passagerer. I første omgang kan passagererne tage kontakt til det konkrete luftfartsselskab for at søge om økonomisk dækning af ekstra rejseomkostninger, hvortil jeg bestemt ikke vil udelukke, at nogle selskaber uden for EU forsøger at løbe fra ansvaret. Herefter kan passagererne søge om at få dækket omkostningerne gennem danske retsregler hos Forbrugerklagenævnet,” siger afdelingschef hos Dansk Rejsebureau Forening, Jakob Hahn.

Egyptair, der har en codeshare-aftale med SAS mellem København og Cairo, er altså ikke forpligtiget til at sikre forplejning og betale ekstra rejseomkostningerne til de berørte passagerer, eftersom Egytair er et luftfartsselskab udenfor EU og dermed ikke omfattet af EU-forordningen 261/2004. Derimod havde passagererne krav på en forplejning, hvis at det var SAS, der skulle have opereret den aflyste flyvning fra Cairo mod København søndag eftermiddag.

Den aflyste flyafgang blev gennemført mandag, og passagererne landene i Københavns Lufthavn med en forsinkelse på 24 timer. Trods Egyptairs forsinkelser p.g.a. urolighederne i Egypten og især Cairo, meddeler SAS over for CHECK-IN.dk, at man ikke har aktuelle planer om at opsige sin codeshare-aftale med Egyptair. I stedet oplyser SAS, at man har forståelse for den vanskelige situation, som selskabet befinder sig i.

Foto: Passagerer der forsinkes med Egyptair fra Cairo til København har ikke krav på økonomisk kompensation.