Ingen oplagte aftagere til Stansted-rute

EasyJets exit fra København – London Stansted efterlader en userviceret rute med et stort passagergrundlag. Men Norwegian sværger til Gatwick og Ryanair vil sandsynligvis ikke være velkommen i København.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle torsdag, så lukker easyJet den 2. november i år sin rute mellem København og Londons Stansted-lufthavn. Til gengæld åbner selskabet dagen efter en ny rute mellem København og Londons Luton-lufthavn. Det skyldes angiveligt, at easyJet har fået et godt tilbud fra Luton-lufthavnen og derfor har besluttet at flytte store dele af sin Stansted-operation inklusiv ruten til København.

Dermed står Stansted-ruten uden en operatør. Ruten havde sidste år 173.108 passagerer, hvilket gjorde den til Danmarks fjerdestørste London-rute efter ruterne fra København til Heathrow og Gatwick samt ruten mellem Billund og London Stansted, som betjenes af Ryanair. Med henholdsvis knap 970.000 og knap 595.000 passagerer sidste år er ruterne fra København til henholdsvis Heathrow og Gatwick de suverænt største. Men kun omkring 60.000 passagerer skældte sidste år Billund – Stansted og København – Stansted.

Rød klud
Ryanair har en lang række ruter fra London Stansted, som er en af det irske lavprisselskabs største baser. Og derfor kunne Ryanair være en oplagt kandidat til at gå ind på ruten og samle nogle af de omkring 175.000 passagerer op. London Stansted har gode forbindelser ind til London sammenlignet med Luton-lufthavnen. Derfor er det langt fra givet, at alle nuværende Stansted-passagerer automatisk vil følge med til Luton.

Problemet er blot, at Ryanair er så stor en rød klud i hovedet på den danske fagbevægelse, at selskabet formentlig ikke ville få et ben til jorden i Københavns Lufthavn, hvis de hvide, blå og gule fly satte landingshjulene ned på asfalten på Amager.

”Mit bud er, at de ville blive mødt med overenskomstkrav fra Flyvebranchens Personale Union og Serviceforbundet for det flyvende personale. Hvis de har stationspersonale så også fra HK med flere. 3F vil dermed kunne blive del af en lovlig sympatikonflikt, og det er vi i givet faldhelt klartil,” siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F i Kastrup, der organiserer langt hovedparten af alle handlingfolk i Københavns Lufthavn.

Satser Gatwick
Et andet selskab, som kunne tænkes at ville samle krummerne op efter easyJet er Norwegian. Men her vælger man indtil videre kun at satse på en hest og det er Gatwick-lufthavnen syd for London. Selskabet etablerede i maj sidste år en egentlig base i London Gatwick med 2-3 stationerede fly og 33 ruter primært til destinationer i Sydeuropa.

”Vi er glade for vores base i London Gatwick og har ingen planer med Stansted,” siger Norwegians danske kommunikationschef, Johan Bisgaard Larsen, til CHECK-IN.dk.

Norwegian har i Gtawick en markedsandel på 10 procent. Senere i år starter Norwegian langdistanceflyvninger fra London Gatwick til USA.