SAS Airbus A321-200 med plads til 198 passagerer.

Ingen SAS Go Light-billetter i Skandinavien

SAS vil ikke i første omgang tilbyde Go Light-billetter på de intra-skandinaviske ruter, selvom der netop på disse ruter ofte er flere rejsende med håndbagage end på de europæiske ruter.

SAS kunne i sidste uge præsentere Go Light, som er et nyt produkt for rejsende, der ønsker at rejse billigt uden at have indchecket bagage med. Go Light til være tilgængeligt fra den 8. september.

Lanceringen af produktet er sket forholdsvist diskret fra SAS, hvilket angiveligt skal findes i den årsag, at produktet kun tilbydes på en række udvalgte ruter mellem Skandinavien og Europa. Der er tale om ruter til Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Holland og Spanien, hvor lavprisflyselskaberne i særlig grad huserer.

Billetterne vil nemlig ikke blive udbudt på de mest trafikerede intra-skandinaviske ruter mellem hovedstæderne København, Stockholm og Oslo. På netop disse ruter er der traditionelt flest rejsende med håndbagage, men tilsyneladende må de frekvente rejsende på de indbringende ruter mellem de skandinaviske hovedstadslufthavne vente med at få adgang til den særlige lavprisbillet.

SAS: Ingen kunder skal straffes
Mange vil sikkert mene, at de loyale og frekvente SAS-kunder, der ofte rejser i Skandinavien, bliver straffet, når SAS udelader den nye lavprisbillet i intra-skandinavisk trafik.

“Vi har oplevet en stærk efterspørgsel på et ‘renere’ produkt inden for Europa og er i gang med at test det i fem udvalgte lande. Da vi er midt i testen, kan vi ikke konkret sige, hvad det endelig udfald bliver, men ingen kunder i SAS skal straffes, og vi kan som virksomhed ikke leve med, at kunderne ikke vil have de produkter vi tilbyder, så det er klart, at der hvor vi ender, skal også være et sted, hvor kunderne er tilfredse,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

SAS Go Light-produktet er blevet introduceret som på linje med de såkaldte “Handbagage Only Fares“, som en række flyselskaber allerede har introduceret. Første selskab var KLM, og sidenhen fulgte blandt andet British Airways, Finnair, Airberlin og Lufthansa-gruppen.

HBO-priserne skal sikre netværksflyselskabernes konkurrencedygtighed over for lavprisflyselskaberne, der traditionelt tilbyder et rent produkt uden bagage og sædevalg.