Iran Air Airbus A300. (Foto: Shahram Sharifi | GNU Free Documentation License)

Iranere får tredje Sverige-rute

Iran Air opgav at flyve til CPH på grund af strid om bevæbnede vagter. Nu åbner selskabet i stedet Malmø-rute.

De to iranske flyselskaber Mahan Air og Iran har det seneste halvandet år opereret eller ønsket at operere flyvninger mellem Teheran og København. Men disputser med den danske trafikstyrelse over bevæbnede vagter ombord på flyene eller ej, fik Mahan Air til at lukke sin rute efter ni måneder og fik Iran Air til at opgive at åbne sin planlagte rute, som skulle være åbnet 4. november sidste år.

Trafikstyrelsen står nemlig hårdt fast på, at bevæbnede vagter som udgangspunkt ikke er tilladt på flyvninger til og fra Danmark. Og styrelsen ønsker ikke at udstede en dispensation, sådan som man har gjort med amerikanske flyselskaber. Så da bevæbnede vagter omvendt er et lovkrav fra de iranske luftfartsmyndigheder, så har de to selskaber ikke set andre udveje end at opgive København som destination.

Tredje rute til Teheran
I vores svenske broderland ser man anderledes på sagen. Her har man en ”don’t ask, don’t tell”-praksis med stiltiende accept fra myndighederne. De spørger ikke til det, og flyselskaberne taler heller ikke selv højt om det. På den måde glider tingene stille og roligt.

Det betyder, at Sverige nu får sin tredje Iran Air-rute til Teheran. Og det til en lufthavn mindre end 100 kilometer fra Danmark. Det er nemlig Malmø Sturup-lufthavnen, der fra slutningen af marts får besøg af Iran Airs ældre Airbus A300-600 hver lørdag. Samme ugedag og med samme flytype, som Iran Air havde planlagt at betjene Københavns-ruten, der altså ikke blev til noget.

Iran Airs fire Airbus A300-fly er mellem 23 og 37 år gamle og har plads til 17 passagerer på business class og 236 på economy class.

Flyet forlader Teherans Imam Khomeini-lufthavn kl. 06.30 for at lande i Sturup kl. 09.40. Halvanden time senere, kl. 11.10, går turen retur til Teheran, hvor flyet ankommer kl. 19.10.

Iran Air flyver i forvejen til Stockholm Arlanda og Gøteborg Landvetter.

Mens Iran Air altså planlægger at betjene Malmø-ruten med ældre Airbus A300-600 fly, som Iran Air er et af de sidste flyselskaber i verden til at bruge som passagerfly, så sender man sine nye Airbus A330-fly frem og tilbage på Gøteborg- og Stockholm-ruterne.

Glip af 10.000 kinesiske turister
Foruden Sverige, så har også lande som Tyskland, Storbritannien og Holland et mere lempeligere syn på reglerne for bevæbnede vagter. Både Mahan Air og Iran Air har således flyvninger til Tyskland, ligesom Iran Air flyver til Storbritannien, Holland, Italien, Frankrig, Grækenland og Østrig.

Hos både Københavns Lufthavn og den danske turistindustri var man ellers særdeles glade for Mahan Airs rute, som blev opereret fra juni 2016 til marts 2017. Ikke nok med at den skabte direkte forbindelse til et af verdens største vækstmarkeder. Den var også føderute for mange kinesiske turister, der fløj via Teheran til København.

VisitDenmark vurderede i december 2017, at København og Danmark var gået glip af 10.000 kinesiske turister i 2017 på grund af lukningen af Mahan Airs Teheran-rute i marts 2017.

 

 

Relaterede artikler:

Iran Air opgiver at åbne CPH-rute

Uenighed om vagter udskyder Iran Air-rute til CPH

Iran Air med ny A330 til Sverige

Mahan: Danmark ene om at forbyde bevæbnede vagter

VisitDenmark: Mahan-rute hurtigt glemt

x

Læs Også

Beskeden fremgang i Oslo og Stockholm

Københavns Lufthavn var den eneste nordiske hovedstadslufthavn med passagertilbagegang i januar. Fremgangen var dog beskeden i Oslo og Stockholm.

Fortsat tilbagegang i CPH

Flere langrutepassagerer og chartergæster til Egypten kunne ikke forhindre endnu en tilbagegangs-måned i CPH i januar.

CPH i toppen af europæisk punktlighed

Københavns Lufthavn var i 2017 den tredjebedste lufthavn i Europa til at få flyene afsted til tiden, viser ny analyse fra OAG.

Norwegian skruer igen op for CPH-rute

Norwegian øger i sommeren 2018 kapaciteten på sin rute mellem Københavns Lufthavn og Helsinki. Det samme gjorde selskabet sidste år.

Ny måling af håndbagage i Malmø

Malmøs lufthavn er gået i gang med at teste størrelse og vægt på håndbagage ved check-in, så de rejsende kan leve op til flyselskabernes forskellige krav.

Fly til CPH måtte omdirigeres på grund af syg kaptajn

En Boeing 787 Dreamliner fra Norwegian på vej fra USA mod Københavns Lufthavn måtte omdirigeres til irske Shannon Airport, da flyets kaptajn blev syg.