Iraqi Airways tilbage i CPH

Med hjælp fra et slovakisk flyselskab og et tidligere Norwegian-fly har Iraqi Airways genåbnet sin CPH-rute og er kommet fri af hele to EU-forbud.

I august i år var Iraqi Airways nødsaget til at lukke sine ruter fra Baghdad, Najaf og Erbil til København og en række andre europæiske destinationer, da de europæiske myndigheder med ansvar for luftfartssikkerhed, European Aviation Safety Agency (EASA), ikke ville udstede et nyt sikkerhedscertifikat til selskabet. Derfor stoppede selskabet i starten af august med øjeblikkelig virkning med at flyve til CPH.

Iraqi Airways fløj til og fra København tre gange om ugen. Om onsdagen gik turen fra Baghdad via Erbil til København, tilbage til Erbil og videre til Baghdad. På fredage blev der fløjet fra Baghdad via Najaf til København og tilbage til Baghdad. Søndag gik turen så fra Najaf via Baghdad til København og ad samme rute retur.

Holde liv i ruter
Nu er selskabet imidlertid tilbage i Københavns Lufthavn. Ikke med egne fly, men i det mindste med en rute til Baghdad. Irakerne har nemlig fået slovakiske AirExplore til at betjene ruten en gang ugentligt med et Boeing 737-800 fly. Således landede Air Explore-flyet med registreringen OM-HEX søndag eftermiddag i Københavns Lufthavn som IA281 og afgik med en vis forsinkelse som IA282.

AirExplore-flyet bliver desuden brugt til at holde liv i andre af Iraqi Airways’ europæiske ruter. Det gælder blandt andet ruter til Malmø, Stockholm og Frankfurt.

OM-HEX har en fortid hos blandt andre Norwegian og var i sommeren 2015 udlejet fra AirExplore til Ryanair.

På EU’s sorte liste
Noget kunne tyde på, at Iraqi Airways får brug for hjælp fra AirExplore eller andre selskaber en rum tid endnu. Det manglende sikkerhedscertifikat er nemlig ikke selskabets eneste udfordring i forbindelse med flyvninger til og fra Europa. I midten af december kom Iraqi Airways nemlig på EU-kommissionens sorte liste over selskaber, som har forbud mod at flyve til og fra Europa.

Det skyldtes, at EU-Kommissionen mente, at der var nogle bekymringer omkring sikkerheden i selskabet, som Iraqi Airways og de irakiske luftfartsmyndigheder ikke har taget hånd om.