Jagerfly-hændelser op i Folketinget

Forsvarsminister Nicolai Wammen og transportminister Magnus Heunicke bliver nu begge inddraget i sagen om hvordan danske kampfly de seneste fem år er kommet for tæt på passagerfly hele ti gange.

Som CHECK-IN.dk har beskrevet i de seneste dage, så er danske kampfly og passagerfly ti gange de sidste fem år kommet tættere på hinanden i luften end de måtte. Den seneste episode fandt sted torsdag i sidste uge.

Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen har nu stillet en række spørgsmål til forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og transportminister Magnus Heunicke (S) om sagen.

I alle ti tilfælde har kampflyet og passagerflyet været i kontakt med hver deres henholdsvis militære og civile flyveleder på hver deres frekvens. Nikolaj Villumsen beder på den baggrund transportminister Magnus Heunicke redegøre for, hvordan radiokommunikationen mellem såvel flyene som mellem flyene og flyvekontrollen på jorden fremover kan koordineres, med henblik på at undgå disse og lignende episoder.

Den militære flyvekontrol, Denmil, er placeret i samme lokaler i Kastrup som den civile flyvekontrol Copenhagen Control. Men de arbejder hver for sig. Nikolaj Villumsen beder derfor forsvarsministeren og transportministeren om i en fælles besvarelse at gøre rede for, hvorvidt der sker en koordinationen af oplysninger mellem flyvelederne ved Copenhagen Control og Denmil.

Denmil er dog ikke alene om at snakke med kampflyene når de er på vingerne. Det meste af tiden er det faktisk Air Control Wing i Karup i Vestjylland, som jagerflyene snakker med.

Ministrenes bud på
For lige godt et år siden kom to F-16 fly og et civilt fragtfly for tæt på hinanden i luftrummet over Langeland. Det fik Havarikommissionen til at komme med en henstilling om, at militær forbiflyvning af civil trafik sker med sådan afstand, at flysikkerheden ikke bringes i fare. Hvordan det så bliver efterlevet vil Villumsen gerne have ministrenes bud på.

Efter reglerne skal der være mellem 3,7 og 14,8 kilometer mellem fly afhængig af hvor de befinder sig i luftrummet. Er flyene under indflyvningen er kravet mindst 3,7 kilometer. Er de oppe i frit luftrum, hvor hastighederne er højere, er kravene som udgangspunkt 9,3 kilometer i bredden og 304 meter i højden. Men hvis der er tale om formationsflyvning, så er kravet 14,8 kilometer og 304 meter.