Jet Time-fly slukkede motor i luften

Et Jet Time-fly blev tirsdag tvunget til at slukke den ene af flyets to motorer og akut lande i London Gatwick.

Knap 100 nordmænd fik tirsdag en lidt anderledes start på deres charterferie på den portugisiske ø Azorerne end de lige havde regnet med. Det skete, da der opstod problemer med det Boeing 737-700 fly fra det danske flyselskab Jet Time, som nordmændene var ombord på. Flyet lettede uden problemer fra Stavanger og satte kursen mod Ponta Delgada på Azorerne. Men i luftrummet over Storbritannien fik piloterne indikationer på instrumenterne i cockpittet om et for lavt olietryk på den ene motor.

I sådan en situation er det normal procedure at slukke motoren og få flyet landet hurtigst muligt på én motor.

Flyet var på det tidspunkt lige nord for London Gatwick-lufthavnen og derfor besluttede piloterne at lande i lige netop den lufthavn. Cirka 30 minutter senere landede flyet i Gatwick og blev modtaget af lufthavnens brandvæsen. Efter den udramatiske landing kunne brandfolkene konstatere, at der dryppede olie fra motoren.

Jet Time-flyet har registrering OY-JTU og er et 14 år gammelt Boeing 737-700 fly, der tidligere har fløjet for Maersk Air, Sterling Airlines og Cimber Sterling.

Et nyt fly blev sendt fra Billund til London Gatwick for at samle passagererne op og flyve dem videre til Azorerne. De ankom til atlanterhavsøen med en forsinkelse på syv timer.

Foto: Et andet fly fra Jet Time