Kæmperegning på vej til beruset flypassager

En stærkt beruset russisk flypassager var i sidste uge årsag til, at et stort 270-sæders Boeing 767-300 fly på vej fra Frankfurt til Punta Cana i Den Dominikanske Republik måtte lande på Azorerne med overnatning til passagerer og besætning til følge.

En russisk flypassager kan efter alt at dømme se frem til en kæmperegning fra det tyske luftfartsselskab Condor.

På en flyvning den 18. oktober fra Frankfurt til Punta Cana i Den Dominikanske Republik forårsagede en stærkt beruset russisk flypassager så meget uro om bord på Condor-flyet, at kaptajnen ikke så anden udvej end at lande på Lajes-flybasen på øgruppen Azorerne.

Her blev den berusede passager sat af og efterfølgendeanholdt af de lokale myndigheder. Ifølge Aviation Herald havde den pågældende passager allerede en time efter starten fra Frankfurt skabt problemer, hvorefter hanvar faldet i søvn. Efter nogle timer vågnede han og udviste en agressivitet, der blandt andet medførte, at en medpassager fik ødelagt sin bærbare PC. Herefter måtte flypersonalet lægge den urolige passager i håndjern.

Den ufrivillige mellemlanding på Azorerne betød, at samtlige flypassagerer samt ni besætningsmedlemmer på det 270-sæder store Boeing 767-300 fly måtte overnatte på hoteller på øen. Ifølge hviletidsbestemmelserne måtte besætningen nemlig ikke flyve videre med det samme fra Azorerne.

Condor-flyet satte dagen efter atter kurs mod Punta Cana, hvor man nåede frem med en samlet forsinkelse på mere end 18 timer.

Lajes Field ligger på Terceira Island, der er en del af den portugesiske øgruppe Azorerne. Basen er hjemsted for The 65th Air Base Wing fra U.S. Air Forces og spiller en stor rolle i kontrollen af flyveoperationer for USA og dets allierede i Afghanistan, Irak og Afrika.