Karup Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Karup Lufthavn skal have ny chef

Karup Lufthavn skal næste år have ny chef, som skal være i stand til at kommunikere med både politikere og Forsvaret.

Går man med en lille lufthavnschef i maven og er man parat til at stille sig i spidsen for en af de danske lufthavne, som har haft det hårdest i de seneste år, så er muligheden her nu. 50-års fødselaren Karup Lufthavn skal nemlig have ny chef fra 1. april næste år, da den nuværende chef, Erik Jakobsen, stopper af helbredsmæssige årsager. Med næsten 22 år i chefstolen er han i øjeblikket Danmarks længstsiddende nuværende lufthavnschef.

Lufthavnen er et fælleskommunalt andelsselskab, ejet af 9 kommuner i det Midt- og Vestjyske område bestående af Lemvig, Skive, Struer, Viborg, Holstebro, Silkeborg, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner.

Soldater ud i verden
Kerneopgaven er indenrigsruten til København, som Danish Air Transport driver med op til otte daglige afgange. Derudover er der ikke anden rute- eller seriecharterflyvning fra Karup Lufthavn. Den øvrige aktivitet består derfor af flyvninger med forretningsfly fra blandt andre Grundfoss og ad hoc-charter, som eksempelvis når det italienske fodboldhold Napoli skal spille mod FC Midtjylland og derfor kommer flyvende til Karup, eller når Forsvaret skal sende soldater ud i verden.

Lufthavnen har cirka 40 medarbejdere og har et årligt driftsbudget på omkring 20 mio. kroner. Den åbnede i november 1965 og er løbende blevet udbygget i takt med den stigende trafik. I dag betjener den årligt cirka 185.000 passagerer og omkring 6.500 flyvninger.

Siden Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 har Karup Lufthavn kæmpet med nedadgående passagertal. Med Danish Air Transports overtagelse af CPH-ruten fra Norwegian i marts i år ser udviklingen så småt ud til at vende.

Den brede offentlighed
Den nye lufthavnschef bliver ansvarlig for den samlede drift og udvikling af Karup Lufthavn, herunder, at lufthavnen drives effektivt, de fastsatte økonomiske rammer overholdes, og at målene for lufthavnen opfyldes. Han/hun skal formulere en strategi og målsætning for lufthavnen i samspil med bestyrelsen, videreudvikle lufthavnens drift, service og styringsmodel samt stå for personaleledelse og markedsføring af lufthavnen. Det gælder både overfor kernekunder og den brede offentlighed. Endelig så skal den nye chef stå i spidsen for koordinering og strategisk samarbejde med luftfartselskaberne og andre samarbejdspartnere.

Og så skal den nye chef være i stand til at kommunikere og samarbejde med både politikere og Forsvaret. For den kommunaltejede lufthavn består reelt kun af terminalbygningen. Selve lufthavnen med taxaveje, landingsbaner, brand- og redningstjeneste samt flyvekontrol drives af Forsvaret som Flyvestation Karup.

Bruge ansøgning to steder
Der er ansøgningsfrist den 10. december og i januar vil bestyrelsen gennemføre samtaler. På et bestyrelsesmøde i februar vil det så blive afgjort hvem der fra 1. april kan kalde sig lufthavnschef i Karup Lufthavn.

I Sønderborg Lufthavn har man stået uden chef siden slutningen af juni. Mens stillingen som chef for Karup Lufthavn netop er blevet slået op, så er man endnu ikke kommet så langt i Sønderborg Lufthavn, der ejes af Sønderborg Kommune.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle tirsdag, så forventes der snart at ske noget i det sønderjyske. Så måske bliver der mulighed for at bruge ens ansøgning to steder, hvis man gerne vil være lufthavnschef og ikke går så meget op i hvor i Danmark det er.

Da Bornholms Lufthavn og Esbjerg Lufthavn i efteråret 2013 skulle have nye direktører, fik Trafikstyrelsen og Esbjerg Kommune henholdsvis 76 og 27 ansøgninger.

Foto: Morten Lund Madsen.