Boeing 737 MAX (Foto: Boeing)

Kjos: Boeing 737MAX på tynde langruter

Når Norwegian får leveret de første Boeing 737MAX-fly, kan disse blive sat ind på nye langdistanceruter som supplement til Dreamlinere, fastslår selskabets topchef Bjørn Kjos. Boston og Delhi er i kikkerten.

I 2016 modtager Norwegian de første af de i alt 100 Boeing 737MAX-fly, som selskabet har bestilt hos Boeing. De nye flys første opgaver kan meget vel blive at flyve på oversøiske ruter og ikke inden for Europa, som det ellers er kutymen.

Boeing 737MAX er en ny version af det populære 737-passagerfly med mere brændstofeffektive motorer og længere rækkevidde end de Boeing 737-800 fly, som Norwegian og mange andre flyselskaber verden over opererer i dag.

Men en rækkevidde på 6.700 kilometer mod 737-800’erens knap 4.500 kilometer så kan flyet meget vel bruges på tyndere langdistanceruter. Det vurderer Norwegian topchef, Bjørn Kjos.

”Det gør det muligt for os eksempelvis at flyve fra Stockholm til Boston, Quebec, Delhi og lignende destinationer, som ikke har direkte trafik i dag. Fra en base på Las Palmes kan vi flyve til store dele af Sydamerika,” siger Bjørn Kjos til flygtorget.se.

Asiatisk port
Norwegian har i dag tre Boeing 787 Dreamliner-fly til sine langdistanceruter og planlægger i de kommende år at komme op på i alt 14 Dreamlinere med 290 eller flere sæder. Det er disse fly, som de 189-sæders MAX-fly ville skulle supplere på langruterne.

Norwegian-bossen har desuden en plan om at gøre Stockholm til en port for trafikken mellem Europa og Asien på samme måde, som Finnair har gjort med Helsinki. I Kjos’ verden vil passagererne hellere flyve direkte end at skulle bruge 4-5 ekstra på at flyve til et superhub i eksempelvis Mellemøsten for at skifte fly. Han ser derfor snarere de fremadstormende asiatiske lavprisselskaber som konkurrenter på trafikken mellem Europa og Asien end de stenrige mellemøstselskaber langs Den Persiske Golf.