Kjos: Der vil være tusinder af billige billetter

Norwegian vil ikke sætte tal på hvor stor en andel af billetterne til deres kommende langdistanceruter, som kan fås til de allerlaveste priser. Men der vil være tusindvis af billige billetter, forsikrer selskabets topchef Bjørn Kjos.

Den 30. maj 2013 klokken 17.30 forventes den første af Norwegians Boeing 787 Dreamlinere at lette fra Oslo Gardermoen og sætte kursen vestover mod New Yorks John F. Kennedy Lufthavn. Dermed realiserer selskabet den plan om at starte langdistanceflyvninger til lavpris, som store dele af den skandinaviske luftfartsbranche har rystet på hovedet af siden Norwegians topchef, Bjørn Kjos, første gang luftede ideen i 2010.

I dagene efter vil selskabet åbne ruter fra Stockholm til New York og fra Oslo til Bangkok, mens Stockholm – Bangkok vil blive tilføjet i slutningen af juni.

Billetterne blev sat til salg torsdag, og de billigste billetter fra Oslo til New York vil koste 1864 kroner for en returbillet. Norwegians topchef, Bjørn Kjos, forsikrer, at der ikke blot vil være to af de allerbilligste billetter til salg på hver afgang.

”Det præcise antal af de billigste billetter vil variere alt efter ugedag og tidspunkt på året. Men der vil være mange tusinde billetter til salg til den laveste pris,” forsikrer Bjørn Kjos.

Behov for noget særligt
Oven i de knap 1900 kroner for en tur fra Oslo til ”The Big Apple” og tilbage igen eller en tur til Bangkok skal lægges omkring900 kroner for mad, bagage med mere – hvis man har behov for dette.

I Bjørn Kjos’ optik er det faktisk til gavn for passagererne, at ikke alt er med i prisen fra starten.

”Valgfrihed er en vigtig del af Norwegians forretningsfilosofi og vil også være det på de interkontinentale ruter. Vi ved, at rejsende har et større behov for “noget særligt“, når de flyver langt. Vi vil derfor give dem, der ønsker mulighed for at bestille et produkt, der indeholder større sæder, mere benplads, en tre retters menu med drikkevarer netop disse muligheder, siger Bjørn Kjos.

Flyene udstyres med i alt 290 sæder. Heraf vil der være 32 såkaldt Low Fare Premium-sæder oppe foran i flyet med 46 tommers benplads, den såkaldte seat pitch. De resterende 259 sæder vil være traditionelle economy class med en seat pitch på 31 tommer.

Base i Bangkok
Norwegian forventer at modtage sin første Dreamliner til april næste år. Og nummer to fly forventes at følge efter i juni måned. Det er ankomsten af fly nummer to, der gør det muligt i slutningen af juni at tilføje Stockholm – Bangkok til rutekortet.

De to fly og deres besætninger får base i Bangkok. Herfra vil de så flyve til henholdsvis Oslo – New York – Oslo – Bangkok og Stockholm – New York – Stockholm – Bangkok.

Kjos vil fortsat ikke sætte tidspunkt på hvornår København får en eller flere langdistanceruter, men det skal nok komme, forsikrer han.

I perioden fra 30. maj til 24. juni 2013 vil Norwegian flyve fra Oslo Lufthavn Gardermoen (OSL) til New York (JFK) to gange om ugen, på torsdage og søndage. Fra 25. juni øges antallet af ugentlige afgange til tre, på tirsdage, torsdage og søndage. Afgang fra Oslo bliver klokken 17.30 med ankomst i JFK klokken 19.30 lokal tid. Afgang fra JFK bliver kl. 21.00 med ankomst i Oslo næste dag kl. 10.20.

Fra maj 31. til 25. juni vil Norwegian flyve to gange om ugen på mandage og fredage mellem Stockholm Arlanda (ARN) og New York (JFK). Afgang fra ARN bliver kl. 17.05 med ankomst i JFK klokken 19.30 lokal tid. Afgang fra JFK bliver kl. 21.00 med ankomst i Stockholm Arlanda kl. 10.45 den næste dag. Fra 26. juni øges antallet af ugentlige afgange til tre, på mandage, onsdage og fredage.

I perioden fra den 1. juni til 23. juni vil Norwegian flyve to gange om ugen, på onsdage og lørdage, mellem Oslo Lufthavn Gardermoen (OSL) og Bangkok (BKK). Afgang fra Oslo bliver kl. 09:00 om onsdagen og ankomst til Bangkok kl. 00.30 lokal tid den næste dag. Om lørdagen afgangstid kl. 14.30 med ankomst i Bangkok kl. 06.00 lokal tid den følgende dag. Fra den 24. juni øges antallet af ugentlige afgange til tre, på mandage, onsdage og lørdage. Afgangstid bliver kl. 14.30 fra Oslo med ankomst i Bangkok kl. 06.00 lokal tid næste dage.

Fra den 20. juni vil Norwegian flyve tre gange om ugen, på tirsdage, torsdage og lørdage, mellem Stockholm Arlanda (ARN) og Bangkok (BKK). Afgang fra ARN bliver kl. 14.50 med ankomst i Bangkok kl. 06.00 lokal tid næste dag. Afgangstid fra BKK bliver kl. 07.30 med ankomst til ARN 13.45.

Helt tilfældigt
Ærkerivalen SAS skulle efter planen have fremlagt sit regnskab for tredje kvartal torsdag kl. otte. Og det var ligeledes forventet, at selskabet ville offentliggøre den annoncerede massive spareplan og frasalgsprogram på tilsammen 5,2 mia. kroner. Men SAS blev tvunget til at udskyde offentliggørelsen, da planen ikke forhandlet helt på plads endnu med fagforeningerne.

At Norwegian valgte lige netop denne dag at lancere sin langdistancesatsning på, har dog ikke nogen sammenhæng med de forventede dårlige nyheder fra konkurrenten samme dag.

”Det er helt tilfældigt. Det var den eneste ledige dag i min kalender i de seneste tre uger. Vi har aldrig tænkt på hvordan det lå i forhold til SAS’ udmeldinger,” siger Bjørn Kjos.