- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM åbner og lukker USA-ruter

KLM bliver det tredje flyselskab, der kan etablere en rute direkte til Salt Lake City i mormonstaten Utah. Til gengæld lukkes en anden USA-rute.

Den nære samarbejdspartner og kollega i SkyTeam-alliancen, Delta Air Lines, flyver godt nok på ruten i sommersæsonen. Men det afholder ikke KLM fra at ville åbne en ny sommerrute mellem Amsterdam og den amerikanske storby Salt Lake City i staten Utah.

KLM vil fra 5. maj flyve to gange om ugen på torsdage og lørdage. Fra 4. juli øges til tre ugentlige returflyvninger, når mandagen også kommer med på programmet. Flyvningerne vil blive foretaget med et Airbus A330-200 fly.

Noget kunne tyde på, at Salt Lake City-rutens fødsel sker på bekostning af en anden USA-rute. KLM har nemlig besluttet ikke at genåbne sin sommerrute mellem Amsterdam og Dallas i staten Texas. Den rute skulle være startet op 2. maj med samme flytype, som nu sættes ind på Salt Lake City-ruten.

I maj i år åbnede Delta en sæsonrute mellem Amsterdam og Salt Lake City i samarbejde med netop Air France-KLM, og siden 2008 har Delta betjent ruten mellem Paris-CDG og Salt Lake City på helårsbasis. Paris-ruten er den eneste helårsrute fra Europa til Salt Lake City, der er en af Delta Air Lines’ store trafikknudepunkter. Fra Salt Lake City tilbyder Delta Air Lines flyforbindelser til flere end 50 destinationer i det vestlige USA samt til Canada.

Fra syv til ni
Dagen før åbningen af Salt Lake City-ruten skruer KLM op for betjeningen af en anden rute til det vestlige USA. Det er ruten mellem Amsterdam og San Francisco, hvor KLM går fra syv til ni ugentlige flyvninger, når der tilføjes en ekstra daglig flyvning på onsdage og søndage ved siden af den daglige flyvning alle ugens syv dage.

De to nye flyvninger betjenes af Boeing 787-9 Dreamliner, mens de øvrige syv betjenes med KLM’s ældre Boeing 747-400 jumbojet.