Boeing 777-200 fra KLM i Amsterdam-Schiphol Airport. (Foto: KLM)

KLM aflyser 16 afgange til og fra Danmark

Op imod 1.500 flypassager ventes at få forstyrret deres rejseplaner, når KLM tirsdag aflyser i alt 16 flyvninger til og fra København, Billund og Aalborg.

I vinterhalvåret sker det ofte, at stormlavtryk udvikler sig kraftigt på deres vej hen over Atlanterhavet, og det giver ofte problemer i Amsterdam-Schiphol lufthavnen, der ligger meget udsat, når det blæser.

Det er også en af årsagerne til, at lufthavnen den 8. januar har indført trafikmæssige restriktioner, således at der kun vil være én bane tilgængelig for starter og landinger. Som konsekvens heraf har KLM valgt på forhånd at aflyse 159 europæiske flyvninger, oplyser det hollandske flyselskab.

Aflysningerne kommer til at berøre tirsdagens flyvninger til og fra tre danske lufthavne. Mellem København og Amsterdam aflyses KLM´s flyvninger kl. 12.05, 17.25 og 18.55, men KLM aflyser den modsatte vej kl. 09.55, 15.15 og 16.45

KLM-ruter til Jylland også berørt
Rejsende til og fra de jyske lufthavne vil også få forstyrret deres rejseplaner. Fra Billund til Amsterdam aflyser KLM kl. 12.05, 14.05 og 18.40, og den modsatte vej er det afgangene kl, 10.10, 12.15 og 16.45, der er indstillet.

Tirsdagens to ud af tre rotationer til Aalborg vil heller ikke blive gennemført. Det betyder aflysninger fra Aalborg mod Amsterdam kl. 12.10 og 18.15, mens der ikke vil være flyvninger fra Amsterdam mod Aalborg kl. 10.05 og 16.25.

KLM oplyser, at samtlige passagerer vil få besked direkte, og de vil samtidig blive ombooket til første ledige afgang. Det skønnes at op imod 1.500 KLM-passagerer til og fra de danske lufthavne vil få deres rejseplaner forstyrret af de vejrmæssige udfordringer.

SAS forventer forstyrrelser
Det er ikke alene KLM, der flyver fra Danmark til Amsterdam. Fra København har SAS tirsdag planlagt fire rotationer, men disse flyvninger er ikke blevet aflyst på forhånd. SAS oplyser dog, at selskabet forventer forstyrrelser i flytrafikken til og fra Amsterdam.

Norwegian har tirsdag planlagt en afgang fra København til Amsterdam kl. 15.00 med returflyvning kl. 16.55, og det norske lavprisflyselskab forventer også at kunne gennemføre denne rotation.

 

Relaterede artikler:

Danske KLM-ruter hårdt ramt af stormaflysninger

Snestorm aflyser KLM-flyvninger til Danmark

KLM-jumbojet landede midt under tyfon