Fokker F-70 ved åbningen af ruten fra Amsterdam til Aalborg den 28. marts 2011. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

KLM øger Cityhopper-produktion på danske ruter

KLM tilbyder i sommertrafikprogrammet 14 daglige afgange fra tre danske lufthavne til Amsterdam. Trods øgning med yderligere en frekvens fra Aalborg og Billund stiger det samlede antal af udbudte sæder kun med lidt mere end 5 %, da det regionale selskab KLM Cityhopper skal operere over halvdelen af afgangene.

Det hollandske flyselskab KLM har opdelt aktiviteterne i to operationelle enheder. Det erhenholdsvis KLM-Royal Dutch Airlines, der er selskabets mainline operatør samt datterselskabet KLM Cityhopper, der er et regionalt flyselskab, der primært fungerer som fødeselskab til selskabets hub i Amsterdam-Schipol.

KLM Cityhopper anvendes typisk til opstart af nye ruter samt til de lidt mere trafiktynde ruter, hvor der er behov for hyppige frekvenser.

Nu ser det ud til, at KLM øger Cityhopper-produktionen på de danske ruter på bekostning af KLM mainline.

Produktet er reelt det samme, men KLM Cityhopper benytter mindre fly end KLM. Det er således fly af typen Fokker F70 (80 sæder) og Embraer 190 (100 sæder), som det regionale flyselskab opererer med. Tidligere var der også Fokker F100-flyet, men det vil blive udfaset i 1. halvår af 2012.

Mere Cityhopper til Billund

I sommertrafikprogrammet i 2011 var der fire daglige afgange mellem Amsterdam og Billund, hvoraf blot en var opereret af KLM Cityhopper. I det kommende sommertrafikprogram øges med én daglig rotation, men KLM Cityhopper vil således komme til at stå for 3 ud af 5 daglige rotationer.

Dermed stiger den udbudte sædekapacitet på Amsterdam-Billund ruten fra 976 sæder per dag til 1.036, hvilket svarer til en stigning på blot 6 %.

På ruten fra Amsterdam til Aalborg indsættes en ekstra daglig frekvens, således at der på KLM Cityhopper udbydes 480 daglige sæder mod 320 i seneste sommerfartplanen. Det betyder en øgning af sædeubuddet med 50 %.

Derimod må Amsterdam-København ruten se antallet af udbudte sæder nedjusteret med op imod 4 %, da KLM Cityhopper skal flyve to ud af seks daglige afgange.

Større fly i vinterprogrammet 2012/13

Men til det kommende vintertrafikprogram sker der igen ændringer. KLM Cityhopper vil kun anvende 100-sæders Embraer fly på ruterne til Billund og Aalborg, således at der her bliver flere sæder per afgang med det regionale flyselskab.

Her skal KLM Cityhopper igen flyve tre ud af fem afgange mellem Amsterdam og Billund, mens det ser noget anderledes ud på ruten fra Amsterdam til Aalborg.

På ruten til den nordjyske lufthavnreduceres i sæsonen 2012/13 fra tre til to daglige rotationer, men der til gengældopgraderes fra Fokker F70 med 80 sæder til Embraer E190 med 100 sæder. Men det betyder således en stigning i sædeudbuddet med 25 % sammenlignet med vinteren 2011/12, men en reduktion fra sommertrafikprogrammet med lidt mere end 16 %.

Hos Air France-KLM betragter man ikke den større anvendelse af KLM Cityhopper på de danske ruter som en nedgradering af produktet – tværtimod.

“Vi øger antallet af frekvenser fra især Jylland og skaber dermed bedre tilgængelighed til det attraktive netværk i Amsterdam-Schipol,“ siger Vincent Audesseau, der er Country Manager for Air France-KLM.

Han tilføjer, at for hele året 2012 øges antallet af udbudte sædekilometer på de danske ruter med 11 %, hvilket er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor den internationale gældskrise skaber usikkerhed og vigende efterspørgsel.

“Vore dispostioner viser, at vi stadig har troen på vækst i Danmark på såvel forretningsrejsemarkedet som fritidsrejsemarkedet. Vi fortsætter derfor med at investere i øget trafikudbud på det danske marked,“understreger Vincent Audessau.