KLM-fly i Amsterdam Schiphol-lufthavnen. (Foto: Sascha Porsche / Wikimedia Commons)

KLM plaget af strejker og nedbrud

Strejker blandt jordpersonalet og nedbrud i bagageanlægget i Amsterdam Schiphol-lufthavnen gør livet surt for KLM.

KLM kæmper en brav kamp i disse dage for at få selskabets fly afsted fra Amsterdam Schiphol-lufthavnen samt få passagerer og ikke mindst deres kufferter ombord på flyene.

Det hollandske flyselskab er havnet i en dobbelt klemme, hvor både strejkende medarbejdere og strejkende teknik gør livet surt for selskabet og de mange KLM-passagerer som rejser til og fra Schiphol-lufthavnen eller skifter fly der.

En meget lille andel
Den seneste uge har utilfredse handlingmedarbejdere nedlagt arbejdet i Schiphol i kortere perioder. Senest onsdag aften, hvor op mod 250 medlemmer af fagforeningen FNV nedlagde arbejdet i halvanden time. Selvom de kun udgør en meget lille andel af KLM’s 14.500 ansatte på jorden i Amsterdam Schiphol-lufthavnen, så udfører de lige præcis nogle af de opgaver, som genere flytrafikken og passagererne allermest. De op mod 250 ansatte står nemlig for at laste kufferter og dirigere flyene ud fra gates’ene.

”Selv om kun en lille gruppe mennesker planlægger at stoppe med at arbejde, så vil dette potentielt påvirke tusindvis af passagerer og resulterer i forsinkelser, mistede flyforbindelser og mistet eller forsinket bagage,” skrev KLM i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag forud for arbejdsnedlæggelsen.

Nye krav og forhandlinger
Medarbejderne har strejket flere gange den forløbne uge. Hver gang koster det KLM penge, pointerer flyselskabet.

”Det kollektive kampskridt (strejken onsdag aften, red.) resulterer i et tab for KLM på mellem tre og fire mio. euro. Det er ude af proportioner med den lille gruppe af FNV tilhængere, der forårsager det,” skriver KLM onsdag eftermiddag.

KLM har slæbt FNV i den hollandske arbejdsret for at få rettens ord for, at strejkerne er ulovlige og at FNV’s medlemmer skal genoptage arbejdet normalt.

FNV er utilfreds med en ny overenskomst som KLM lagde frem fornylig. KLM sagde, at aftalen ikke var til forhandling. Det ville FNV ikke acceptere. Derfor fremsatte de nye krav og krævede nye forhandlinger. Det blev i første omgang afvist af KLM for godt en uge siden, hvorefter FNV-medlemmerne startede deres punktstrejker.

Tirsdag i denne uge indvilgede KLM i at genoptage forhandlingerne. Det blev afvist af FNV, der i stedet ønskede at nedlægge arbejdet.

Savner deres kufferter
Ved siden af strejkerne, så lider KLM under, at bagagesorteringsanlægget i Europas fjerdestørste lufthavn i weekenden brød sammen flere gange. Derfor strandede flere tusind kufferter i Amsterdam Schiphol-lufthavnen. Nu kæmper KLM med at få kufferterne frem til passagerer over hele verden, mens selskabets Facebook-side flyder over med henvendelser fra utålmodige passagerer, der savner deres kufferter.

 

 

Relaterede artikler:

Massive bagageproblemer for KLM-kunder

KLM-strejke kan bryde ud torsdag aften

KLM afviser ultimatum