KLM-besætning (Arkivfoto)

KLM-kabinepersonale aflyser arbejdsnedlæggelse

En varslet arbejdsnedlæggelse af en times varighed blev lørdag afblæst, da parterne gik i nye forhandlinger.

Som følge af uoverensstemmelser i drøftelserne omkring en ny overenskomst for kabinepersonalet hos KLM, havde kabinepersonalets fagforeninger FNV og VNC varslet en arbejdsnedlæggelse af en times varighed i løbet af lørdag den 12. november.

Det betød, at KLM fredag eftermiddag måtte i gang med at justere trafikprogrammet, således at generne for passagererne kunne minimeres. Mange flyafgange fik ændret afgangs- og ankomsttidspunkter. Samtidig besluttede KLM på forhånd at aflyse tre flyvninger. Det gik ud over KL687 til Mexico, KL1835 til Berlin samt KL1011 til London.

I en pressemeddelelse oplysste KLM, at arbejdsnedlæggelsen vil koste selskabet omkring 50 mio. kroner.

Men lørdag besluttede kabinepersonalets fagforeninger at aflyse den varslede arbejdsnedlæggelse, da der pludselig var kommet skred i forhandlingerne. KLM var nu klar til at fortsætte drøftelserne om en ny overenskomst samt den nyligt indført besparelse ved at fjerne en kabineansat på en del af langdistanceflyvningerne.

Tog sagen i egen hånd
Hidtil var det ikke lykkedes parterne at komme i realitetsforhandlinger, da kabinepersonalets fagforeninger har afvist dialog efter at have set det første udspil fra det hollandske flyselskabs ledelse.

Da det ikke var muligt for KLM at få en aftale på plads med kabinepersonalet, valgte man at tage sagen i egen hånd. På samtlige flyvninger med langdistancefly af typerne Boeing 777-200, Airbus A330-300 og Boeing 787 valgte man med virkning fra den 1. november at fjerne én kabineansat i Economy Class-kabinen. Det svarer til 40 procent af samtlige selskabets langdistanceflyvninger, og denne løsning medførte ifølge KLM den samlede besparelse på fire procent, som selskabet efterspurgte i forhandlingsudspillet til de ansatte.

KLM beklager, at man var tvunget til at tage denne beslutning, der var nødvendig for at sikre “et stærkt og sundt KLM i fremtiden”.

 

Relaterede artikler:

KLM-personale kan gå direkte i strejke

KLM tvinger personalereduktion igennem