De tider er forbi, hvor man kunne regne med, at rutenumrene hos Norwegian startede med DY. Nu har selskabet i alt seks koder i D-serien.
For få år siden kunne man på lufthavnenes afgangstavler identificere en Norwegian-flyvning på et rutenummer, der altid startede med DY.
Sådan er det ikke længere, for Norwegian har løbende udvide antallet af IATA-flyselskabskoder i takt med, at der er etableret nye datterselskaber med egne driftstilladelser. Det betyder, at Norwegian i dag har ikke færre end seks koder, der alle starter med bogstavet D.
De to senest tilkomne koder er fra henholdsvis Norge og Argentina. DN er IATA-koden for Norwegian Air Argentina, der sidst på foråret sender det første fly på vingerne. Her er der indtil videre registreret en et år gammel Boeing 737-800 med registreringen LV-HQH. I sidste uge ankom LN-NIJ til Oslo og skal placeres hos Norwegian Air Norway, der har fået sin egen driftstilladelse.
Oversigt over flyselskabskoder i Norwegian-koncernen
IATA-kode | Selskab |
D8 | Norwegian Air International |
DH | Norwegian Air Norway |
DI | Norwegian Air UK |
DN | Norwegian Air Argentina |
DU | Norwegian Long Haul |
DY | Norwegian Air Shuttle |
Kodeskift på langdistanceruter fra London
Udover moderselskabet Norwegian Air Shuttle, der har koden DY, samt de to nye selskabskoder for Norwegians selskaber i Argentina og Norge, finder man også koderne DU, D8 og DI.
DU er den oprindelige kode for Norwegian Long Haul, mens D8 er IATA-koden for Norwegian Air International, der har hjemsted i Irlands hovedstad Dublin. Flyvninger med DI i rutenummeret er til gengæld hjemmehørende i Storbritannien hos Norwegian Air UK.
I dag opereres Norwegians langdistanceflyvninger fra London Gatwick Airport på DY-koden, men fra den 25. marts vil dette blive ændret til DI, hvilket oprindeligt var planlagt til at ske i slutningen af oktober 2018. Men nu er det således fremrykket før tiden.
Relaterede artikler:
Norwegian UK går i luften med de første flyvninger