- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

København vært for 200 luftfartsselskaber

Omkring 1.100 delegerede fra den internationale luftfart samles i København i juni måned ved IATA´s 132. slotkonference. Her vil landingstilladelserne i de slotrestriktive lufthavne for vinteren 2013/14 blive aftalt og fordelt.

København får en unik mulighed for at vise sig frem, når 1.100 delegerede fra den globale luftfartsindustri i dagene fra den 20. til den 22. juni samles i den danske hovedstad.

To gange om året mødes repræsentanter fra alverdens luftfartsselskaber med de slotrestriktive lufthavne for at koordinere og aftale slots for det kommende trafikprogram. Det er lykkedes København at få værtsskabet for den 132. slotkonference, der har til formål at fastlægge slots for vintertrafikprogrammet 2013/14, der træder i kraft den 27. oktober.

Det er turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, der i tæt samarbejde med ruteudviklingsinitiativet Copenhagen Connected har været med i budprocessen for at trække arrangementet til København.

“Det er en målgruppe, som vi i forvejen arbejder med i Copenhagen Connected, så det er oplagt, at de delegerede skal opleve destinationen fra den bedste side. Vi kommer til at fortælle den gode historie om København,“ siger Birgitte Arendsdorf Olsen, der er International Marketing Director hos Wonderful Copenhagen.

Det er ikke alene Wonderful Copenhagen, der er begejstret for arrangementet. Også hos Københavns Lufthavne A/S klapper man i hænderne.

“Vi har naturligvis tænkt os at drage fordel af, at alverdens luftfartsselskaber er samlet to dage i København,“ fortæller lufthavnens pressechef Søren Hedegaard Nielsen.

Fastlagt proces
Tildelingen af de attraktive slots (start- og landingstilladelser) forgår efter et aftalt mønster, som IATA har praktiseret i mange år. Årets slotskonference i København er således blot den del af forløbet, hvor man mødes fysisk. Men der finder meget andet sted under vejs i processen med at gøre vintertrafikprogrammet klar i de slotrestriktive lufthavne.

En slot er en tilladelse fra en slotrestriktiv lufthavns koordinator til at gøre brug af lufthavnens infrastruktur til at lade et fly ankomme eller afgå på en bestemt dato og klokkeslæt. Det er de såkaldte “level 3“ lufthavne, hvor slots skal koordineres, da infrastrukturen ikke er tilstrækkelig til at kunnegive alle selskaber, der ønsker at benytte lufthavnen, mulighed for dette.

Processen i forbindelse med den 132. slotkonference er, at de enkelte slotkoordinatorer i lufthavnene den 22. april meddeler, hvilke historiske slots, der kan videreføres. Der er således tale om tildelte slots, hvor luftfartsselskaberne har fløjet minimum antal operationer indenfor det aftale tidsrum for at kunne få slots automatisk forlænget.

Den 4. juni åbnes den såkaldte AppCal, hvor slotkoordinatorer for hele verden kan booke sig ind på aftalermed luftfartsselskaberne. Den 7. juni bliver kalenderen åbnet for luftfartsselskaberne, der kan bestille mødeaftaler med koordinatorerne.

Når alledelegerede fra luftfartsselskaber og slot-koordinatorer samles i København fra den 20. til den 22. januar, bliver alle aftalerne i AppCal gennemført, hvorefterflere luftfartsselskaber kanflyve hjem mednyerhvervede slots i kufferten.

Senest den 15. august skal slots, der ikke ønskes benyttet returneres igen, og den endelige streg i sandet bliver trukket den 31. august, når der også bliver samlet op på de historiske slots. Herefter kan luftfartsselskaber og lufthavne gøre sig klar til vintertrafikprogrammet den 27. oktober.

Og sådan foregår det sæson efter sæson, og år efter år. Når sommertrafikprogrammet for 2014 skal tilrettelægges, bliver det iFort Worth i Texas, der er vært for den 133. slotkonference, der indledes den 14. november i år.