- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Københavns Lufthavn er testcenter for Emirates

Emirates har valgt Københavns Lufthavn sammen med Chicago O´Hare til at være testcenter for innovativ teknologi for flyvninger i vintervejr.

I ørkenemiratet Dubai i De Forenede Arabiske Emirater har man ikke store erfaringer med deicing-processer. Derfor har Emirates Airline valgt to nordligt beliggende lufthavne som testcentre for en ny teknologi, der skal føre til et mere præcist forbrug af decingvæske til flyene, når temperaturerne og vejrliget gør det nødvendigt.

Københavns Lufthavn er sammen med Chicago O´Hare International Airport, der er den sjettestørste lufthavn i verden, blev valgt som testcenter for det nye system, som skal lave nogle præcise beregninger på, hvor meget deicingvæske, der skal anvendes. At det netop er København og Chicago, der er valgt, hænger sammen med flere faktorer. For det første har begge destinationer af og til udfordrende vejrforhold om vinteren, og herudover betjener Emirates begge destinationer med både A380 og Boeing 777, som er de eneste flytyper, som Dubai-selskabet har i flåden. Boeing 777 benyttes dog kun til Københavns Lufthavn som fragtfly.

Det nye system hedder CheckTime og er udviklet i samarbejde med den finske virksomhed Vaisala, der er markedsleder inden for målingssystemer til luftfartsindustrien. Teknologien fjerner en besværlig og manuel procedure, hvor piloterne tidligere selv måtte kombinere tidstabeller, informationstabeller og vejrmeldinger for at finde den rigtige mængde deicingvæske. Systemet har nogle sensorer, der måler en række faktorer såsom temperatur, vind og nedbør, og disse sendes direkte til piloterne via ACARS (Aircraft Communications Adressing and Reporting System).

Evaluering efter vinteren
I de to testcentre har Emirates igennem denne vintersæson testet CheckTime-systemet parallelt med de eksisterende procedurer for at få et overblik over, hvorvidt resultaterne er bedre og mere præcise.

Brugen af Vaisalas CheckTime-system handler om økonomi, effektivitet og miljø. Omkostningerne til deicing af et stort Airbus A380 fly er betydelige, og kan væskeforbruget reduceres, er der penge at spare. Herudover handler det også om, at piloterne kan koncentrere kræfterne om andre forhold, fremfor at skulle udregne, hvor meget væske, der skal bruges på den enkelte flyvning. Miljøaspektet bliver dækket ind gennem et mindre væskeforbrug, således at der er færre antal liter, der efterfølgende skal opsamles.

“Testen vil fortsætte vintersæsonen ud, og herefter vil Emirates beslutte, om teknologien skal indføres på andre destinationer, hvor vejrforholdene kan være hårde,” oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Emirates udfaser langdistancefly

CPH ind i kæmpe-flyets klub