- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Københavns Lufthavn tilbage på vækstsporet

Med en passagervækst på 4,5 procent i marts oplevede CPH atter fremgang efter fem måneder med konstant tilbagegang i passagertallet.

Københavns Lufthavn begynder at kunne se lyset for enden af tunnellen efter at have været igennem en periode i hele 2017 og begyndelsen af 2018, hvor der har været en svag udvikling eller også direkte tilbagegang i passagertallet.

I marts var der nemlig 2.382.176 passagerer, der rejste gennem den danske hovedstadslufthavn, og det var 4,5 procent flere end i samme måned året før. Med til historien hører dog, at påsken faldt tidligt i år, og fra den 23. marts til den 3. april rejste der alene i denne periode omkring en million passagerer gennem lufthavnen, hvorfor der kan ske en regulering i april.

Men fremgangen har bragt optimismen tilbage i lufthavnen.

“Efter nogle måneder uden vækst kom Københavns Lufthavn i en vinterplaget marts med en række gode påskefridage tilbage på sporet. Med 103.000 flere passagerer voksende passagertallet 4,5%. Det er godt nyt,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Fremgangen blev trukket af den interkontinentale og europæiske trafik, mens der ikke uventet var en tilbagegang på 8,9 procent i indenrigstrafikken som følge af påsken.

Stort sommertrafikprogram
Man skal ellers tilbage til januar 2017 for at kunne finde en måned, hvor der var større fremgang end i marts i år. Dengang var der i årets første måned af 2017 en vækst på 6,2 procent, mens der har været en negativ udvikling i passagertallet siden vintertrafikprogrammets start i oktober sidste år.

I slutningen af marts tog flyselskaberne hul på sommertrafikprogrammet, og her er der 52 nye destinationer at byde ind med i forhold til, hvad der var i vintertrafikprogrammet. Herudover er der 10 helt nye ruter samt i mange tilfælde nye selskaber på eksisterende ruter. Det er således et af de største trafikprogrammer i mange år, at CPH netop har taget hul på.

“Med de mange nye rejsemuligheder forventer vi, at væksten i antallet af passagerer vil fortsætte – det gælder både danske ferie- og forretningsrejsende og det stigende antal udenlandske rejsende, der kommer vil Danmark via Københavns Lufthavn,” vurderer lufthavnsdirektøren.

Blandt de nye og mere spændende destinationer er Amman i Jordan, hvor både Royal Jordanian og Norwegian vil flyve, mens Cathay Pacific Airways etablerer en sæsonrute fra Hong Kong.

 

Relaterede artikler:

Midlertidigt tronskifte i Skandinavien

Fortsat tilbagegang i CPH

134.546 flere passagerer i CPH i 2017