Kold luft mellem Greenland Express og Denim Air

Hvis Denim Air aflyser en eneste flyvning mere for Greenland Express, er samarbejdet slut, understreger Greenland Express. Denim Air har stadig tiltro til projektet.

Luften mellem det hollandske flyselskab Denim Air og det virtuelle dansk-grønlandske flyselskab Greenland Express er iskold. Og Greenland Express’ tålmodighed er ved at være brugt op.

Denim Air har siden juni opereret et Fokker 100-fly for Greenland Express på flyvninger flere gange om ugen mellem Danmark og Grønland via Island. Men problemer med blandt andet at skaffe besætninger har sat samarbejdet på en alvorlig prøve.

”Denim Airs mange aflysninger har betydet, at vi har været nødt til at sende passagerer på hotel,” forklarer direktør og initiativtager til Greenland Express, Gert Brask.

Seneste aflysning skete fredag i sidste uge. Her var Greenland Express via Facebook nødt til at bede sine passagerer om selv at lægge ud for overnatning og forplejning.

Derfor er Gert Brask nu parat til at opsige samarbejdet med Denim Air, hvis der skulle forekomme yderligere aflysninger.

”Hvis Denim Air aflyser en eneste gang mere, så er der ikke mere samarbejde,” understreger Gert Brask.

Ikke bekymrede
Hos Denim Air tager man tingene mere tilbagelænet og har stadig tiltro til at Greenland Express nok skal lykkes med at give Air Greenland konkurrence på trafikken mellem Danmark og Grønland.

”Vi har stadig fly og mandskab stationeret i Aalborg, hvor flyvningerne udgår fra. Det hele afhænger af Greenland Express. Hvis de har penge, så flyver vi. Har de ingen penge, så flyver vi ikke. Men vi er ikke bekymrede,” understregede Robert Janssen, direktør for Denim Air, mandag eftermiddag overfor CHECK-IN.dk.

På det tidspunkt var det stadig usikkert om den planlagte flyvning tirsdag fra Aalborg via København og Reykjavik til Narsarsuaq ville blive gennemført. Enten skulle Greenland Express hoste op med penge eller en skriftlig garanti fra en investor om fortsat økonomisk støtte til projektet.

Fungerer fint
Flyet kom afsted tirsdag formiddag fra Aalborg og landede tirsdag eftermiddag lokal tid i Narsarsuaq. Herefter satte det kursen tilbage mod Aalborg via Reykjavik og København.

CHECK-IN.dk fangede Robert Janssen tirsdag eftermiddag, da flyet var tæt på at lande i Reykjavik.

”Alt fungerer fint nu,” siger Robert Janssen, der dog ikke vil løfte sløret for om Greenland Express har lagt penge eller en garanti om investoropbakning på bordet for at få flyet i luften.