Kold luft mellem SAS og British Airways

Forholdet mellem SAS og British Airways har været køligt siden maj 2012. Rejsende har gennem længere tid været i risiko for at få annulleret sit flysæde, hvis begge flyselskaber optræder i en og samme booking.

De store flyselskaber har tradition for at samarbejde om kunderne ved at have såkaldte “Interline Traffic Agreement“, der sikrer, at man kan udstede en flybillet, hvor flere selskaber indgår i rejseruten.

Sådanne billetaftaler har SAS med en lang række flyselskaber over hele verden med undtagelse af British Airways. Aftalen blev nemlig opsagt af SAS med virkning fra den 1. maj 2012, da parterne ikke kunne blive enige om de kommercielle vilkår.

Igennem et par måneder har forholdet mellem parterne været yderligere kølnet, idet billetrobotter hos British Airways automatisk annullerer strækninger med det britiske flyselskab, når de optræder i en booking sammen med SAS.

“Det er den seneste effekt af afslutningen af interline-aftalen mellem British Airways og SAS, som SAS tog initiativ til for et par år siden,“ forklarede British Airways i slutningen af november i en meddelelse til rejsebureauer og salgskontorer.

Den manglende billetaftale rammer kunderne på flere områder. Udover risikoen for at få dele af sin rejse annulleret, bliver de rejsende også pålagt ekstra omkostninger. Det sker blandt andet fordi, det ernødvendigt for rejsebureauerne at udstede separate flybilletter på de to selskaber. Hvis man rejser til London med SAS og retur med British Airways kræver det to separate billetter og dermed dobbelthonorar til rejsebureauet.

Den manglende aftale påvirker også mulighed for at eftersende forsinket bagage med de to selskaber. Hvis man rejser med SAS til London og bagagen ikke kommer ombord på flyet, kan den ikke eftersendes på den næste afgang med British Airways, selvom det er SAS Ground Handling, der håndterer bagagen for det britiske flyselskab i Københavns Lufthavn. Det forhindrer den manglende kommercielle aftale mellem de to selskaber.

Ingen udsigt til ny aftale
Hos British Airways er der stor ærgrelse over det manglende samarbejde mellem de to flyselskaber.

“Der er en vedvarende dialog mellem British Airways og SAS omkring dette forhold, og vi håber, at vi vil være i stand til at finde en løsning på problemet. Desværre er der ingen tidsramme sat op for forhandlingerne, og vi kan derfor ikke sige noget om, hvornår det vil være muligt at indgå en aftale,“ skriver British Airways i en salgsinformation.

Til gengæld er presset på British Airways vokset så meget, at selskabet hurtigst muligst vil få løst problemet med, at kunderne får annulleret strækningerne, når de optræder i bookinger sammen med SAS.

“Det er ikke alle bookinger, der har været ramt. Men vi ønsker ikke den usikkerhed, så derfor laver vi snarest muligt systemet om,“ siger Peter Rasmussen, der er kommerciel chef for British Airways i Nordeuropa.

Hos SAS er der ikke derimod ikke udsigt til, at samarbejdet med det britiske flyselskab vil kunne blive genoptaget inden for en overskuelig tidshorisont.

“Vi har ingen aktuelle planer om at genoptage interline-samarbejdet med British Airways,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.