Udsigt over Øresund. (Foto: Københavns Lufthavne A/S)

Kommunal task force vil styrke CPH

Københavns Kommunes task force for bedre erhvervsvilkår foreslår at udvide støtten til CPH og forbedre infrastrukturen omkring lufthavnen.

Den internationale tilgængelighed til København skal forbedres ved at styrke Københavns Lufthavns hub-funktion. Derfor bør Greater Copenhagen Connected-programmet, som tiltrækker nye flyruter til CPH, forlænges og udvides, og samtidig skal infrastrukturen omkring Københavns Lufthavn forbedres.

Sådan lyder nogle af anbefalingerne fra den task force for bedre erhvervsvilkår i København, som blev nedsat i forbindelse med Københavns Kommunes budgetaftale 2018.

Task forcen, som administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, står i spidsen for, har netop afleveret sin rapport med anbefalinger til, hvordan København fastholder og styrker sin position som en europæiske metropol med høj vækst.

Indsats for at tiltrække nye flyruter skal udvides
Rapporten indeholder i alt 37 anbefalinger, hvoraf to direkte handler om vilkårene for Københavns Lufthavn. Ifølge task forcen er international tilgængelighed blandt de fem vigtigste parametre, når virksomheder skal placere en investering, og Københavns Lufthavn leverer cirka 74 procent af den internationale tilgængelighed i Danmark, mens resten kommer fra tog-, bil- og bustrafik.

Den nye rapport peger på, at Københavns rolle som hub-destination og antallet af ruter i lufthavnen – særligt de interkontinentale ruter – er afgørende for den internationale tilgængelighed og den økonomiske vækst i København.

Derfor anbefaler task forcen, at kommunen fortsætter og øge støtten til Greater Copenhagen Connected-programmet for at understøtte udviklingen i den internationale tilgængelighed. Programmet har i perioden 2010-2017 bidraget til 31 nye ruter eller ruteudvidelser, 957.000 ekstra passagerer og 7,1 mia. kr. i øget turismeøkonomisk omsætning.

Task forcen anbefaler endvidere, at infrastrukturen omkring Københavns Lufthavn forbedres for at imødegå kapacitetsproblemer på jernbanestrækningen til lufthavnen fra både dansk og svensk side. Derfor støtter task forcen det såkaldte Ring Syd-projekt, som blandt andet omfatter en udvidelse af Kastrup Station.

Lufthavnen kvitterer positivt
De nye anbefalinger bliver ikke overraskende modtaget positivt i Københavns Lufthavn.

”Set fra vores bord, så er det de helt rigtige anbefalinger. Fælles for anbefalingerne er, at de vil styrke knudepunktet i Københavns Lufthavn,” siger siger lufthavnens pressechef Kasper Hyllested til CHECK-IN.dk.

“Københavns Kommune er allerede i dag en afgørende samarbejdspartner i arbejdet med at styrke knudepunktet – eksempelvis gennem det strategiske samarbejde om at tiltrække nye ruter. Task forcen anbefaler at fortsætte og styrke det samarbejde, så det kvitterer vi naturligvis positivt for,” siger pressechefen.

Øresundsmetro med stop i CPH
En tredje anbefaling fra task forcen handler om at binde det såkaldte Greater Copenhagen bedre sammen ved at etablere en Øresundsmetro mellem København og Malmø. Derved vil rejsetiden mellem de to byer kunne komme ned på 20 minutter inklusive stop ved fem stationer, og der vl være mulighed for afgang hvert 1,5 minut.

Task forcen anbefaler, at København Kommune, Greater Copenhagen, Malmö Stad og den danske og svenske stat går sammen for at lægge en procesplan for anlæg af en Øresundsmetro.

Også denne idé tager Københavns Lufthavn imod med kyshånd.

”Vi er lufthavn for både danskerne og sydsvenskerne, og derfor er vi og vores rejsende dybt afhængige af gode transportforbindelser over Øresund. For rejsende til lufthavnen er det afgørende med tog til tiden, som ikke forsinkes af flaskehalse, og det vil en Øresundsmetro kunne være med til at sikre,” siger Kasper Hylledsted.

Københavns Kommune og Malmø Stad har de seneste år med støtte fra EU’s Interreg-fond, undersøgt muligheden for at etablere en Øresundsmetro, og de to byer har netop lanceret et nyt partnerskab – Øresundsmetro Executive.

Det er et forum for dialog mellem repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og metroprojektets parter med henblik på at kvalificere arbejdet for en Øresundsmetro, og blandt de 13 medlemmer i dette forum er CPH’s administrerende direktør, Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

ATP: CPH er en supereffektiv lufthavn

CPH’s største byggeri i nyere tid godt på vej

CPH: En lufthavn for nutiden og fremtiden