Kreditkortselskaber tilbageholdt ca. 8,3 mio. kr. fra solgte Sterling-billetter

Konkursboet efter Sterling Airlines A/S har et krav på 8,3 mio. mod kreditkortselskaberne, der tilbageholdt kundernes penge.

Da Sterling Airlines A/S indgav konkursbegæring den 29. oktober sidste år kom mange rejsende i klemme, idet de havde købt og forudbetalt flybilletter på Sterlings hjemmeside.

I den seneste cirkulæreskrivelse fra kuratellet fremgår det, at der ikke bliver dividende til simple krav. Det betyder, at de kunder, der måtte have forudbetalt flybilletter gennem bankoverførsel eller via Dankort, har mistet deres penge. Betaling med Dankort er sidestillet med en kontant transaktion.

Anderledes ser det ud for kunder, som har betalt med internationale kreditkort. Her har boet et tilgodehavende på 8,3 mio. kr. hos kreditkortselskaberne, der har tilbageholdt en del af kundernes forudbetalinger. Det betyder, at der vil være gode chancer for at få pengene tilbage forde kunder, der har gjort indsigelse gennem bank- eller kortudsteder.

Kreditkortselskaberne kan løbende foretage en kreditvurdering af luftfartsselskaberne, hvorfor der er mulighed for at ændre i vilkårene for afregning af betalinger fra kunderne. Detkan bl.a. være årsagen til, at ca. 8,3 mio. kr ikke er blevet afregnet til Sterling Airlines inden konkursen.

Kuratellet konkluderer i sin seneste cirkulæreskrivelse, at konkursen indtraf med baggrund i de høje brændstofpriser kombineret med en udvidelse af rutenettet uden tilstrækkelig belægningsprocent. Således tabte Sterling Airlines A/S i 2008 på bare ti måneder i 2008 mere end 565 mio. kr. viser en urevideret råbalance fra kuratellet.

Flyselskabet Cimber A/S købte i begyndelsen af december sidste år væsentlige aktiver i boet efter Sterling Airlines og opererer i daget rutenet under navnet Cimber Sterling.