Krokodille løs i fly

En bagagemedarbejder i Melbourne fik sit livs forskrækkelse, da han åbnede lastrummet på et fly fra Qantas.

En krokodille slap i sidste uge løs i fragtrummet på et Qantas-fly, der var på vej fra Brisbane til Melbourne i Australien.

Under den to timer lange flyvetur lykkedes det krokodillen at komme ud af sit bur. En bagagemedarbejder i lufthavnen i Melbourne opdagede krokodillen, da han efter landingen åbnede flyets lastrum for at tage kufferterne ud. Efter at være kommet sig over forskrækkelsen ved at stå ansigt til ansigt med en krokodille, fik medarbejderen behændigt guidet dyret tilbage i sit bur.

7 meter lang
Qantas har igangsat en undersøgelse, der skal finde ud af hvordan det lykkedes krokodillen at slippe ud af sit bur. Undersøgelsen vil fokusere på om firmaet Australian Air Express, der stod for transporten af krokodillen, har gjort sit arbejde godt nok.

En australsk slatvandskrokodille kan blive op til 7 meter lang og veje over et ton. Flugtfangen fra Australien var ifølge de lokale medier kun 60 centimeter og af ukendt race. Hvad krokodillen skulle i Melbourne melder historien ikke noget om, men den rejste så vidt vides alene.