Kvotemodstandere holder nyt krigsråd

Den såkaldte koalition af uvillige lande, der med USA og Kina i spidsen protesterer over EU’s CO2-kvotesystem for luftfart, har indkaldt til krigsråd tirsdag. Det sker efter at klimakommissær Connie Hedegaard har foreslået kunstigt at hæve kvotepriserne.

I sidste uge foreslog EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, at EU kunstigt hæver priserne på CO2-kvoter. Det sker i forlængelse af, at luftfartsselskaberne fra 1. januar har skullet betale for deres CO2-udledninger i europæisk luftrum. Det mødte fra starten voldsom modstand fra resten af verden. En lang række lande med USA, Kina, Indien og Rusland i spidsen har slået sig sammen i en koalition af ”uvillige”, som har diskuteret hvilke fælles sanktioner man kan indføre over for europæiske flyselskaber og europæisk flyindustri ikke mindst.

Og Connie Hedegaards nye forslag betyder, at der er indkaldt til et nyt krigsråd i koalitionen i morgen. Sidst den uvillige koalition mødtes var i Moskva i februar. Her udarbejdede man en række forslag til fælles sanktioner, der skal presse EU-landene til at opgive sololøbet og slutte op om en global løsning.

For lave kvotepriser
Alle luftfartsselskaber, der flyver i europæisk luftrum, skal registrere deres CO2-udledninger. Alle selskaber har fået tildelt en vis portion gratis CO2-kvoter. Men selskaberne skal købe kvoter på den internationale kvotebørs til at dække de udledninger, der ligger ud over de tildelte kvotemængder. Connie Hedegaard og EU-Kommissionen mener imidlertid, at prisen på kvoter er for lav.

Det vil hun nu lave om på ved at ændre på fristerne for hvornår selskaberne skal købe kvoter. Men den går ikke siger sammenslutningen af europæiske luftfartsselskaber, der ikke mener man kan ændre reglerne i et spil, der allerede er i gang. Desuden mener de, at det vil underminere tilliden til det markedsbaserede kvotesystem.

Rusland har truet med at lukke sibirisk luftrum for alle europæiske flyselskaber i protest over EU-systemet. Det vil stærkt påvirke flytrafikken fra Europa til Japan og Kina. I Kina er man allerede startet på at genere europæerne. Det mener man i hvert fald hos Lufthansa, der efter lang tids venten stadig ikke har fået lov af de kinesiske myndigheder til at beflyve Shanghai med Airbus A380-fly.