- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Laveste antal Boeing-ordrer i seks år

Den amerikanske flyproducent Boeing fik i 2016 det mindste antal nettoordrer i seks år.

Flyselskaberne i Europa hyrer nye piloter og stewardesser i bundter og især i Asien buldrer luftfartsindustrien derudaf med to-cifrede vækstrater. Det sker dog i høj grad med fly, som er blevet bestilt for år tilbage. Det står klart når man kigger på hvor mange ordrer den store amerikanske producent af kommercielle passagerfly, Boeing, har fået i 2016.

Boeing solgte i 2016 i alt 848 fly af sin forskellige typer. Fratrukket annulleringer af ordrer fra tidligere år, så fik Boeing en nettoordretilgang på 668 fly. Det er det laveste antal nettoordrer de seneste seks år. Man skal således helt tilbage til 2010 for at finde et lavere antal nettoordrer. Her fik Boeing solgt 530 fly og i året før blev det kun til 142 fly under Finanskrisens hærgen.

Tårnhøje salgstal
Det sløje 2016-salg kommer efter en række jubelår med tårnhøje salgstal. Således landede Boeing i 2012, 2013 og 2014 henholdsvis 1203, 1355 og 1432 nettoordrer. I 2015 blev det til omtrent halvt så mange som i året før – nemlig 768 ordrer. Få, men ikke så få som i 2016.

Mens salgsfolkene ikke har haft nær så meget at lave – eller ikke har landet lige så mange 100+ flyordrer som i 2013 og 2014 – så har der været fart på i produktionen. Således rullede 748 nye fly ud fra selskabets fabrikker i omegnen af Seattle i staten Washington i USA’s nordvestlige hjørne samt fra Dreamliner-fabrikken i North Charleston i South Carolina.

Dermed fik Boeing barberet 80 fly af den samlede ordrebog, der nu er på 5.715 fly.

Samle de første fly
Ud af de 848 nye ordrer var de knap 83 procent verdens i forvejen mest solgte passagerfly, Boeing 737, som Boeing fik 701 bestillinger på. Til gengæld fik man også 151 annulleringer af tidligere Boeing 737-ordrer. Boeings 747-jumbojet blev solgt i 18 eksemplarer til to fragtflyselskaber, mens Boeing 767 blev solgt i 26 eksemplarer. 19 af de 26 fly skal bruges af US Air Force som tankfly, mens de syv resterende fly skal flyve med pakker for FedEx. Boeing 777 blev solgt i 23 eksemplarer og Boeing landede 80 ordrer på 787 Dreamliner.

2016 blev også året hvor Boeings nye 737MAX fløj første gang og hvor Boeing åbnede det center, der skal bygges vinger i komposit til de nye Boeing 777X-fly, ligesom Boeing begyndte at samle de første fly i den kommende -10 version af Boeing 787 Dreamliner-flyet.

 

 

Relaterede artikler:

Første flyvning med Boeing 737 MAX

Boeing lander iransk kæmpeordre

Boeing overvejer at stoppe Jumbojet-produktion

Airbus haler ind på Boeing

Her laver Boeing sine langdistancefly

Boeing vil øge 737-produktion

Boeing speeder 737-produktion op