Lavprisflyselskab indretter børnefri zone

Et lavprisflyselskab tager nu ved lære af flere charterflyselskaber og indretter særlige børnefri zoner ombord på flyene. Her vil der ikke være adgang for børn under 12 år.

Star Tour-flyselskabet TUIfly Nordic indførte sidste sommer særlige børnefri zoner på selskabets Boeing 737-fly. Det var ifølge selskabet et ønske fra børnefamilier, idet man ønskede at sidde et sted i flyet, hvor børnene ikke forstyrrede andre medrejsende.

Dermed blev rækkerne fra 12 til 19 i den midterste sektion af Boeing 737-flyene reserveret til rejsende uden børn under 12 år. Der har dog ikke været tale om skillevægge, gardiner eller en anden opdeling af kabinen, men udelukkende et område i flyet, hvor rejsende uden børn kan sidde uforstyrret.

Nu er den børnefrie zone nået frem til lavprisflyselskaberne. Det asiatiske lavprisflyselskab Scoot har netop indført en særlig zone ombord på selskabets Boeing 777-fly, hvor det ikke er tilladt at sidde med børn under 12 år. Der er tale om række 21 til 25.

Til gengæld har man etableret et særligt “ScootinSilence“ område med 41 sæder. I denne afdeling er sædeafstanden på hele 34 tommer, men der skal dog betales et tillæg på 18 Singapore-dollars, hvilket svarer til omkring 80 danske kroner.

“Vi ønsker ikke at genere vore unge passagerer eller dem, som rejser sammen med dem. Der er stadig resten af flyet til rådighed,“ siger Scoots CEO, Campbell Wilson, til australske medier.

Følger andre selskaber
Scoot Airlines er ikke det eneste flyselskab, der har valgt denne kurs. Det malaysiske lavprisflyselskab Air Asia X har siden februar måned forbudt børn under 12 år på de forreste syv rækker af selskabets fly. Ligesom med Scoot kan man hos Air Asia X betale sig fra at sidde i et “voksen-område“ i flyet.

Der er derfor ingen tvivl om, at denne trend inden længe vil brede sig til de europæiske lavprisflyselskaber, der vil få mulighed for at skabe endnu en indtægt ved tilbud om børnefrie zoner.

Børn mellem to og 11 år kan tilsyneladende være et særligt problem for nogle rejsende. Men med spædbørn kan det være endnu værre. Hos Malaysia Airlines er det ikke længere tilladt at flyve på First Class i selskabets Airbus A380 og Boeing 747-fly, hvis man har spædbørn med. Der har været for mange passagerklager fra medrejsende, der ikke ønsker at betale en formue for at sidde på den eksklusive klasse ledsaget af barnegråd.