Liverpool kan blive Norwegian-base

Norwegian lukker snart sin rute fra København til Liverpool. Men allerede i den kommende vinter kan Liverpool blive base for Norwegian.

Den 28. marts stopper Norwegian med at flyve fra København til den britiske havneby Liverpool. Belægningen har ikke været tilfredsstillende og derfor lukkes ruten efter et år. Selskabet flyver to gange om ugen og er helt alene på ruten.

Men Norwegians røde og hvide Boeing 737-fly kan meget snart vende til Beatles-drengenes hjemby. For det norske lavprisselskab ser tilsyneladende på muligheden for at gøre Liverpools John Lennon Airport til sin anden britiske base efter London Gatwick, hvor selskabet gjorde sit indtog sidste år.

”Norwegian har besluttet ikke at fortsætte deres to gange ugentligt til København fra Liverpool i den kommende sommersæson, da denne rute ikke har levet op til deres forventninger. Men vi fortsætter med at tale med flyselskabet om mulighederne for at flyve til andre destinationer fra Liverpool til vinteren 2014/15, da de fortsætter med at åbne andre baser i hele Europa,” siger en talsmand for lufthavnen.

Hos Norwegian er man en anelse mere tilbageholdende med at sige noget konkret om et eventuelt fremtidigt samarbejde med Liverpools lufthavn.

“Jeg kan bekræfte at med cirka 250 fly i ordre, er vi i dialog med mange lufthavne,“ siger Norwegians danske kommunikationschef, Johan Bisgaard Larsen.

I skyggen af Manchester
John Lennon-lufthavnen er Storbritanniens tiende største lufthavn og blev i 2012 brugt af knap 4,5 mio. passagerer. Det er en tilbagegang i forhold til året før på 15 procent. Den står i skyggen af lufthavnen i nabobyen Manchester, som har over fire gange så mange passagerer og er landets tredjestørste lufthavn med knap 20 mio. passagerer i 2012.