Løb på landingsbanen

Løbere får nu lejlighed til at lufte kondiskoene på Billund Lufthavns landingsbane i anledning af lufthavnens 50-års jubilæum.

Det gælder om ikke at være alt for tung bagi hvis man vil deltage i det særlige motionsløb, som Billund Lufthavn arrangerer i maj måned i anledning af lufthavnens 50-års jubilæum. Løbet afvikles nemlig på lufthavnens landingsbane, hvor der er mulighed for at løbe fem og 10 kilometer samt en halvmaraton på lidt over 21 kilometer. Det foregår om natten mellem den 15. og 16. maj.

Kl. seks skal de første fly afsted fra lufthavnen. Langsomme løbere skal dog ikke være nervøse. Lufthavnen har planlagt efter at de sidste er i mål kl. 05.30. Og målområdet er på pladsen foran den tidligere passagerterminal i den sydlige del af lufthavnen.

Op mod 5.000 motionsløbere får lov at piske op og ned ad den over tre kilometer lange landingsbane samt den parallelle taxivej mens solen står op den 16. maj, som er Store Bededag. Lufthavnen kalder løbet for Billund RUNway.

”Vi forventer stor interesse for motionsløbet. Det er en unik chance for at opleve lufthavnen bag hegnet, hvor man normalt kun befinder sig, når man skal ud at flyve,” siger Anders Nielsen, som er projekt- og udviklingschef i Billund Lufthavn.

Hele løbsgebyret doneres til Børnehjertefonden, der samler penge ind til fordel for hjertesyge børn og deres familier.

Det er nu eller aldrig
For at guide løberne vil startbanens 1.200 lys være tændt og løbet vil bære præg af, at man befinder sig i en lufthavn. Interesserede løbere skal dog ikke vente til næste år, hvis de vil løbe solopgangen i møde på lufthavnens startbane. Løbet bliver nemlig kun afviklet i år.

”Vi vil gerne fejre lufthavnens 50-års fødselsdag på en spektakulær facon. Vores mål med motionsløbet er at begejstre danskerne med en ’once in a lifetime’ oplevelse,” siger Anders Nielsen.

Løbet bliver åbent for alle og tilmeldingen foregår fra torsdag i denne uge efter først-til-mølle princippet. Efter løbet får deltagerne morgenmad og der er præmier til de hurtigste, ligesom alle deltagere er med i lodtrækningen om rejsegavekort til Club La Santa på Lanzarote.

En gruppe af lufthavnens medarbejdere har prøvet ruten af. Foto: Billund Lufthavn.