Embraer E170-fly fra LOT i Warszawa-Chopin lufthavnen. (Arkivfoto: LOT)

LOT åbner 12 ugentlige flyvninger til Billund

Fra den 2. juli vil LOT åbne en rute mellem Warszawa og Billund med to daglige afgange.

Billund Lufthavn har taget hul på 2018 med en solid passagervækst i januar. I dag kan lufthavnen samtidig løfte sløret for en ny rute til Warszawa med LOT Polish Airlines, hvormed der er udsigt til endnu et år med nye flyselskaber i lufthavnen.

Ruten til Warszawa-Chopin lufthavnen åbner den 2. juli, og der vil være to flyvninger på alle hverdage samt en enkelt flyvning på lørdage og søndage.

Udover at give mulighed for at flyve direkte fra Vestdanmark til den polske hovedstad, er Warszawa-lufthavnen også et transferknudepunkt for flyforbindelser til Central- og Østeuropa samt Centralasien og Fjerne Østen.

”Vi er stolte af at byde LOT velkommen til Billund og glade for, at de har fået øjnene op for potentialet i det vestdanske marked. Der er rigtig meget forretningstrafik mellem Polen og Vestdanmark. Den nye direkte rute til Warszawa gør rejsen til og fra Vestdanmark til Polen og andre Central– og Østeuropæiske destinationer nemmere og hurtigere,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, der eradministrerende direktør i Billund Lufthavn.

To selskaber til Warszawa
Billund Lufthavn har i mange år arbejdet for at sikre sig ruter til Polen, og nu ser det ud til, at den berømte “ketchup-effekt” har indfundet sig. Allerede sidste år åbnede det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air en rute fra Warszawa til Billund med to ugentlige afgange, og den rute har vist sig at være meget populær.

“LOT kommer ind for først og fremmest at få fat i forretningsrejsende mellem Vestdanmark og Warszawa samt transfertrafik til resten af Østeuropa. Derimod går Wizz Air i større udstrækning efter den såkaldte VFR-trafik, hvor det er polske statsborgere bosiddende i Danmark, der er målgruppen,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Ifølge Billund Lufthavn har jysk-baserede virksomheder som LEGO, Jysk, Velux, og DONG Energy relativt store aktiviteter på det polske marked.

Gode forbindelser til Asien
Udover et godt rutenet til Østeuropa tilbyder LOT også flyvninger til Asien med selskabets Boeing 787-8 Dreamlinere. Her bliver det således muligt at flyve one-stop fra Billund til Beijing, Tokyo, Seoul og Singapore ved hjælpe af de nye flyforbindelser.

Afgangene fra Warszawa er kl. 08.20 og 17.30 på hverdage, mens returflyvningen fra Billund til Warszawa er kl. 10.35 og 19.50. Lørdag vil der være en morgenafgang og søndag en eftermiddagsafgang.

LOT kommer til at benytte fly af typen Embraer E170/E175 med plads til henholdsvis 70 og 82 passagerer.

I forvejen flyver LOT, der er medlem af Star Alliance, tre gange dagligt mellem Warszawa og København, og selskabet flyver også til Stockholm, Gøteborg og Oslo.

 

Relaterede artikler:

LOT øger kapacitet til København

Billund Lufthavn får rute til Warszawa

Billund gik glip af Warszawa-rute