LOT opruster med nye fly

Det polske flyselskab LOT leaser op til 11 nye fly som en del af selskabets nye vækstplan.

Det polske flyselskab LOT sætter nu alvor bag de ambitioner om at vokse og udvide sit rutenetværk, som flyselskabet meldte ud tidligere på året. Polakkerne har således indgået en aftale med det amerikanske leasingselskab Air Lease Corp. (ALC) om leasing af op til 11 spritnye Boeing 737 MAX 8-fly med levering fra 2017 til 2020.

I første omgang får LOT leveret seks fly fordelt på to fly i fjerde kvartal 2017, to fly i 2018, et i 2019 og et i 2020. Derudover har selskabet tegnet en option på levering af yderligere fem fly i 2019 og 2020. De 11 fly er en del af ALC’s samlede ordre på Boeing 737 MAX 8-fly, som leasingfirmaet har liggende hos Boeing.

Første europæiske Dreamliner-bruger
De nye fly skal bruges til at øge antallet af frekvenser på LOT’s eksisterende europæiske ruter samt til at åbne nye destinationer.

“Tilføjelsen af disse nye fly til vores flåde er et vigtigt skridt i retning af at opnå rentabel levedygtighed, i takt med at vi vokser, forenkler og standardiserer vores flåde og lancerer nye flyvninger,” siger LOT’s koncernchef, Rafał Milczarski.

Boeing 737 MAX 8-flyene kommer ind i en LOT-flåde, der i forvejen blandt andet består af meget nye Boeing 787 Dreamliner-fly, som LOT var det første europæiske flyselskab til at tage i anvendelse. Desuden har LOT en flåde af 6-12 år gamle Embraer 170/175-fly, 3-5 år gamle Embraer 195-fly og cirka fire år gamle Bombardier Q400-fly.

Vokser i et hurtigere tempo
Flådefornyelsen er en del af LOT’s såkaldte 2020-plan. På kun fire år ønsker LOT igen at blive et rentabelt selskab, der tjener penge og er et af de førende flyselskaber i Polen og Central- og Østeuropa og servicerer over 10 millioner passagerer om året.

2020-planen er baseret på fem søjler: Udnytte det potentiale, der ligger i et voksende marked, udvikle et netværk af attraktive flyforbindelser og et stærkt trafikknudepunkt i Warszawa, øget konkurrence, øge effektivitet og opbygningen af et engageret team af medarbejdere.

“Vi vil drage maksimal fordel af at markedet for flytrafik i Polen og Østeuropa vokser i et meget hurtigere tempo end i andre europæiske lande. Det er udgangspunktet for vores plan for yderligere vækst. Vi har vurderet, at antallet af passagerer i Polen alene kommer til at vokse med omkring 5 procent om året. Det er en stor mulighed for os,” sagde Rafał Milczarski i september, da planen blev lagt frem.

LOT vil genvinde sine tabte markedsandel i Polen og sigter mod 25 procent af markedet. Det betyder, at antallet af passagerer i 2020 vil komme til at overstige 10 mio. mod 4,3 mio. passagerer sidst år.

Indtil 2020 er det desuden planen at ansætte cirka 400 nye piloter og over 1.000 nye kabinebesætningsmedlemmer.

 

 

Relaterede artikler:

LOT´s 2020-plan: Flere fly og flere destinationer

LOT åbner Los Angeles-rute

Polske LOT reddet af EU

LOT åbner op til fem nye langdistanceruter

LOT genåbner ni ruter

Massive nedskæringer skal redde LOT