- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

LOT vender tilbage til Delhi

Fra efteråret genåbner LOT ruten fra Warszawa til Delhi efter 27 års fravær, og der bliver gode forbindelser til og fra Danmark.

Det polske Star Alliance-selskab LOT fortsætter sin genrejsning efter at have været nede og vende for fem år siden. Nu har selskabet annonceret en ny rute til New Delhi, der får opstart den 17. september i år.

Dermed vender LOT tilbage til Indien, hvor selskabet fløj til Mumbai frem til 1982 og til Delhi i perioden fra 1985 til 1992. Det er således 27 år siden, at LOT senest kunne tilbyde flyforbindelser til Indien.

Fem ugentlige afgange
Den kommende rute får fem ugentlige afgange og skal flyves med selskabets Boeing 787-8 Dreamlinere, der har plads til 252 passagerer i en treklasses konfiguration med 18 Business Class-sæder, 21 på Premium Economy samt plads til 213 passagerer i Economy Class-sektionen.

Med introduktionen af New Delhi som ny destination vil LOT gøre et forsøg på at få sin del af et marked, hvor der årligt er 8,9 millioner rejsende mellem Europa og Indien.

“Vi har ventet længe på ruten mellem Polen og Indien, og nu er den en kendsgerning. Jeg er derfor glad for at kunne meddele, at denne fantastiske destination bliver en del af LOT´s voksende netværk. Dette er et stort øjeblik i vores 90-årige historie og er samtidig bevis for vores dynamiske udvikling,” siger Rafal Milczarski, koncernchef for LOT i en pressemeddelelse.

Ruten til New Delhi kommer til at supplere populære destinationer som Beijing, Seoul, Singapore og Tokyo.

Gode flyforbindelser fra Danmark
LOT lægger vægt på , at selskabet kommer til at tilbyde nogle af de hurtigste flyforbindelser fra Central-, Øst- og Vesteuropa til Indien, fordi “Warszawa er en gateway, der ligger lige i hjertet af Europa.”

Der bliver tale om en natflyvning østpå og en dagflyvning den modsatte vej. LOT´s Dreamlinerfly afgår fra Warszawa Chopin-lufthavnen på tirsdage, onsdage, fredage, lørdage og søndage kl. 22.40 med ankomst kl. 09.00 i New Delhi-Indira Gandhi International Airport. Returflyvningen finder sted på mandag, onsdage, torsdage, lørdage og søndage kl. 11.15 med ankomst i Warszawa kl. 15.50.

Med minimum connecting-tider ned til 40 minutter bliver det muligt at skabe gode forbindelser til blandt andet København, Billund og Oslo.

Øger kapacitet på København
LOT er et af de hastigst voksende flyselskaber i Europa og i løbet af tre år er rutenettet blevet dubleret. I år får LOT leveret ni nye Boeing 737 MAX 8, og kommer dermed op på i alt 14 eksemplarer af denne flytype. Ved årets udgang kommer der også yderligere fire Boeing 787 Dreamlinere i flåden, så LOT fremover vil råde over 15 langdistancefly.

Den markante vækst kommer også til at smitte af på de danske ruter. I sommertrafikprogrammet opgraderer LOT til større fly på ruten til København, hvor der i dag benyttes 112-sæders Embraer ERJ-195 på samtlige tre daglige afgange. I løbet af sommeren opgraderes til et mix af Boeing 737-400/737-800/MAX 8 med henholdsvis 144, 176, og 186 sæder. Dermed øges den daglige kapacitet fra 672 til 1.004 sæder, hvilket svarer til næsten 50 procent.

Billund-ruten opereres fortsat 12 gange om ugen med 90-sæders Embraer ERJ-175, hvor der lejlighedsvist indsættes 70-sæders Embraer ERJ-170 på de tyndt belagte afgange.

 

Relaterede artikler:

LOT lancerer sin 14. langdistancerute

Flere Dreamlinere til LOT

LOT har succes med Asien-rute