Luftbro til Ukraine

En veritabel luftbro af charterfly med danske roligans ombord sætter onsdag morgen kursen mod den ukrainske by Lviv, hvor det danske fodboldlandshold onsdag aften møder Portugal. Det er charterfly fra Danmark, Ukraine og Bulgarien, der skal bringe 1.000 danske fodboldfans sikkert frem til EM-kampen.

Onsdag morgen mellem kl. 8 og 9 kan der i Københavns Lufthavn forventes en mindre invastion af rød-hvid klædte danske roligans.

På dette tidspunkt vil en veritabel luftbro mellem den danske hovedstad og den ukrainske by Lviv blive etableret. Således afgår onsdag morgen i alt seks charterfly til Lviv Danylo Halytskyi International Airport.

Charterfly til Lviv fra Københavns Lufthavn

Tid Flyselskab Flynr.
08:00 Jet Time JTG869
08:30 Jet Time JTG857
08:45 Jet Time JTG831
09:00 Khors Aircompany KHO4434
09:00 Primera Air PF1501
09:00 BH Air BHG7011

Kilde: CPH.dk

Det danske charterflyselskab Jet Time lægger ud med tre afgange med et kvarters mellemrum mellem kl. 08.00 og 08.45. I alle tilfælde er det Boeing 737-fly med plads til 148 passagerer, der sendes afsted.

Senere er det ukrainske Khors Aircompany, islandsk-danske Primera Air og til sidst BH Air fra Bulgarien.

Det går kun ét fly afsted fra Billund Lufthavn, og det er JTG831, der mellemlander i Københavns Lufthavn for at samle passagerer op.

Nordjysk flymægler i front
Den nordjyske flymægler Henrik Færch, der driver virksomheden AirAffairs er en af de flymæglere, der har afsøgt markedet for ledig kapacitet, og som har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der kan chartres ind til fodboldturene.

Han fortæller, at det har været en udfordring at skaffe flykapacitet til weekend-kampene, hvilket var tilfældet i lørdags til Kharkiv og til den kommende kamp i Lviv på søndag, hvor det danske fodboldlandshold møder Tyskland i puljens afgørende kamp.

Men udover at skaffe kapacitet, skal man heller ikke gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed.

“Det er en udfordring at lave dagscharterture, og vi har derfor primært valgt danske operatører, idet vi gerne vil have at vores kunder kommer afsted på den rigtige måde. Vi har svært ved at undgå forsinkelser på sådanne ture, men vores faste samarbejdspartnere vil gøre, hvad der overhovedet er muligt for at minimere dette,“ siger Henrik Færch.

I sidste weekend havde AirAffairs tre fly i Ukraine. En dagscharter til Kharkiv opereret af en MD87 fra Danish Air Transport blev tilrettelagt i samarbejde med aarhusianske Mangaard Travel Group, mens to Boeing 737-fly fra Jet Time var på arbejde på en todages-tur til Kharkiv fra fredag til søndag for en anden kunde.

Onsdag har AirAffairs på vegne af Mangaard Travel Group endnu et Jet Time-fly afsted fra Billund via København til Lviv, mens færøske Atlantic Airways skal flyve med en Avro RJ100for samme kunde fra København via Billund til Lviv til søndagens kamp mod Tyskland.

Det er ikke kun fodboldrejser, der skaber travlhed hos den nordjyske flymægler. 24-timers løbet Le Mans afvikles i weekenden, og AirAffairs har tre fly fra henholdsvis Malmö Aviation, Atlantic Airways og Danish Air Transport til arrangementet med udrejse fredag og hjemrejse søndag.