Luftfarten stadig med i industriens toporgan

Dansk luftfart og i særdeleshed SAS er fortsat repræsenteret i Dansk Industris forretningsudvalg, efter at SAS’ koncerndriftsdirektør Flemming Jensen blev genvalgt.

Dansk luftfart gør ikke meget væsen af sig i den offentlige debat i medierne. Til gengæld sidder branchen med ved bordet i en række interesseorganisationer. Det gælder blandt andet i Danmarks største og mest indflydelsesrige erhvervsorganisation, Dansk Industri.

Her har dansk luftfart og i særdeleshed SAS gennem flere år siddet med ved bordet i organisationens 12 personer store forretningsudvalg. Og fornylig blev SAS’ koncerndriftsdirektør Flemming Jensen genvalgt til forretningsudvalget og Dansk Industris hovedbestyrelse, hvor det eneste danske medlem af SAS’ koncernledelse også har en plads.

Den danske luftfartsbranches medlemmer af Dansk Industri er samlet i brancheforeningen Dansk Luftfart, som SAS’ public affairs-direktør, Lars Wigelstorp Andersen, er formand for.