Luftfartsselskaber fra 17 lande har flyveforbud i EU

EU har netop offentliggjort en opdateret liste over de selskaber, der har flyveforbud i EU samt hvilke, der er under observation eller indgår i en igangværende dialog. I alt 17 lande har totalt flyveforbud i EU for deres respektive luftfartsselskaber.

Europa har med sine effektive standarder for luftfartssikkerhed opnået et sikkerhedsniveau, der er blandt verdens højeste. Medens EU og medlemsstaterne samarbejder med andre landes sikkerhedsmyndigheder om at hæve sikkerhedsstandarderne verden over, opererer nogle luftfartsselskaber dog stadig på betingelser, der ikke opfylder essentielle sikkerhedskrav.

Med henblik på yderligere at forbedre sikkerheden i Europa vedligeholder Europa-Kommissionen løbende en liste over luftfartsselskaber, der betragtes som usikre, at operere i europæisk luftrum og dermed har flyveforbud.

Listen er netop opdateret pr. 30.marts og selskaber fra følgende 17 lande og stater optræder på listen med flyveforbud i EU:

• Angola
• Benin
• Djibouti
• Republikken Congo
• Den Demokratiske Republik Congo
• Den Gabonesiske Republik
• Den Kirgiske Republik
• Fillipinerne
• Indonesien
• Kasakhstan
• Liberia
• Sierra Leone
• Sâo Tomé and Príncipe
• Sudan
• Swaziland
• Zambia
• Ækvatoral Guinea

Der er dog nogle få undtagelser til listen. Ekesempelvis har Garuda Indonesia og tre andre selskaber fra Republikken Indonesien fået dispensation fra det generelle forbud.

Herudover er i alt 10 luftfartsselskaber givet tilladelse til at operere under nogle særlige begrænsninger og restriktioner. Der er tale om Air Koryo fra Den Demokratiske Republik Korea, TAAG Angola Airliness, Air Astana fra Kasakhstan, Iran Air, Gabon Airlines, Afrijet og SN2AG fra Gabon, Air Bangladesh, Air Service Comores og Ukrainian Mediterranean Airlines.

EU-Kommissionen har dog i øjeblikket et særligt øje til de egyptiske luftfartsselskaber. EU har netop aflagt landet et besøg med henblik på at vurdere de civile luftfartsmyndigheders kontrol af landets luftfartsselskaber. I første omgang ser tingene tilfredsstillende ud, men EU vil fortsætte dialogen med de egyptiske myndigheder med henblik på at styrke sikkerheden yderligere.

“Sikkerhed kommer først. Vi er klar til at støtte og bakke op omkring lande, der har brug for at opbygge teknisk og administrativ kapacitet for at garantere, at de nødvendige sikkerhedsstandarder kan opfyldes. Men vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at luftfartsselskaber flyver ind i EU-luftrum, hvis de ikke fuldt ud lever op til internationale sikkerhedskrav,“ siger EU´s transportkommissær Siim Kallas.

Link: Liste over luftfartsselskaber med driftsforbud indenfor EU