Lufthansa A340-300. (Foto: Ingrid Friedl, Lufthansa)

Lufthansa åbner rute til San Jose

British Airways regnede med at kunne blive det første europæiske flyselskab til at kunne flyve direkte til San Jose i Californien. Nu indtager Lufthansa byen ved Silicon Valley en uge før den britiske konkurrent.

Der bliver tilsyneladende hård kamp om luftherredømmet mellem Europa og San Jose i Californien. For nylig kunne British Airways annoncere en ny rute fra London-Heathrow til San Jose med opstart den 4. maj næste år, men nu har Lufthansa overhalet indenom.

Den 29. april 2016 vil Lufthansa nemlig flyve direkte fra Frankfurt til San Jose fem gange om ugen med fly af typen Airbus A340-300 med plads til 279 passagerer. Fra den 30. juni indsættes A340-fly fra datterselskabet Lufthansa CityLine, hvilket betyder 298 sæder fordelt på 18 på Business Class, 19 på Premium Economy samt hele 261 på Economy Class.

San Jose er den tætteste lufthavn til det store IT-område kaldet Silicon Valley, hvor blandt andet Apple, Facebook, Microsoft, Yahoo og mange andre IT-giganter har hovedkontor eller store udviklingsafdelinger.

IT-virksomhederne er i dag henvist til at benytte den internationale lufthavn i San Francisco ved direkte flyrejser til Europa, mens Oakland International Airport også i et vist omfang bliver benyttet.

Sikrer gode flyforbindelser fra Silicon Valley
De to nye europæiske flyruter til San Jose kan bringe turister i begge retninger. Californien er et meget populært område for europæiske turister, og San Jose kan være en god alternativ gateway til San Francisco. Rent faktisk er San Jose den tredjestørste by i Californien og den 10. største i USA.

Forretningsrejsende vil også kunne benytte de nye ruter, idet der fremover vil kunne flyve one-stop direkte fra San Jose til de fleste lande i Europa, hvor IT-selskaberne fra Silicon Valley har oversøiske aktiviteter.

Rent konkret kan det vise sig at blive en fordel for Apple, der har planer om at opføre et mega-datacenter i Foulum omkring otte kilometer fra Viborg. Et byggeri, der skal opføres fra 2016 til 2026 og som ventes at blive arbejdsplads for 80 lokalt ansatte.

Nu bliver der to nemme muligheder for at komme fra Apples hovedkvarter i Cupertino i Silicon Valley til Foulum ved Viborg. Enten kan der flyves med SAS fra San Francisco til København og derfra videre med DAT til Karup Lufthavn.

Alternativt kan der flyves med Lufthansa fra San Jose eller San Francisco til Frankfurt, og derfra videre til Billund Lufthavn.

x

Læs Også

Officielt: Lufthansa har afgivet bud på Alitalia

Lufthansa er parat til at forsætte konsolideringen i europæisk luftfart. Det tyske Star Alliance-selskab meddeler, at der er afgivet bud på dele af Alitalia.

Lufthansa overtager 81 fly og 3.000 airberlin-ansatte

En del af kabalen omkring airberlin er faldet på plads med overgangen af datterselskaberne LGW og NIKI til Lufthansa-gruppen.

Lufthansa: Kendte ikke til ny SAS-rute til München

SAS præsenterede i torsdags en ny rute fra Aarhus til München, men den europæiske salgsdirektør hos samarbejdspartneren Lufthansa måtte erfare det gennem medierne.

Lufthansa genåbner Kina-rute

Næste forår vil Lufthansa atter flyve til den kinesiske millionby Shenyang, som var en del af rutenetværket fra 2012 til 2016.

Lufthansa-jumbojet på tysk indenrigsrute

Fra den 1. november vil Lufthansa benytte 371-sæders Boeing 747-jumbojet på indenrigsruten mellem Frankfurt og Berlin.

Markerer europæisk Dreamliner-herredømme

British Airways får i dag selskabets Dreamliner nummer 25, mens Norwegian vil nå op på 21 eksemplarer af drømmeflyet inden årets udgang.